Creole Belle bind 19 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Bogen tager tråden op fra forrige bind, hvor Dave blev skudt to gange i ryggen. Men der skal mere til at få bugt med så hård en negl som Dave, der nu ligger som rekonvalescent på hospitalet i New Orleans i en morfindøs, der bevirker at drømme, hallucinationer og flænger af virkelighed vikles sammen.


Hvile i Morfeus

For en gammel misbruger som Dave er det en farlig velbehagelig tilstand at befinde sig i. Mens han ligger i hospitalssengen, dukker en mystisk lydløs gæst op.

Kvinden er den unge, mørke cajunkvinde, country n’ blues sangerinden, Tee Jolie Melton, og inden hun igen forsvinder, ligeså lydløst som hun kom, efterlader hun en IPod med det gamle country nummer ”My Creole Belle”.

Først senere finder Dave ud af, at Tee Jolie Melton er forsvundet nogle uger forinden. Derfor vil ingen heller fæste lid Dave og hans stadigt mere sære oplevelser, der måske, måske ikke er fremkaldt af morfinen.

Men da Dave opdager, at countrysangerindens søster er blevet fundet død, indefrosset i en isblok der har flydt rundt i Den Mexicanske Golf, føler han sig forvisset om at en i sandhed vederstyggelig ondskab må stå bag.

I et andet handlingsforløb bliver Daves gamle ven, Clete, chikaneret af nogle smågangstere, der påstår, at Clete skylder penge. Men noget dybere stikker bag, og pludselig dukker en hårdkogt kvindelig lejemorder op udsprunget af Cletes ellers fortrængte fortid. De to spor løber parallelt igennem hele roman, indtil de vanen tro nærmer sig hinanden, stykke for blodigt stykke.

For lange trut i dommedagsbasunen

Tempoet er langsommere, mere dvælende end ellers, og døden nærmer sig med raslende skridt. Store dele af romanen er en slags sørgeskrift over det Louisiana, der var engang, men som nu næsten er forsvundet.

Plottet, der som altid indeholder de klassiske Burke-ingredienser: en rig, skruppelløs sydstatsfamilie, afstumpede overgreb, latent racisme og miljøforurening, skubbes i store stræk til side til fordel for Daves og Cletes refleksioner over ondskabens natur, dødens komme, superkapitalismens destruktionskraft, miljøforurening og de bittersøde minder fra fortiden.

Denne holden dommedag over alle, sig selv inklusiv, fylder efter min smag for meget denne gang. Den tynger plottet ned, og så er det på nippet til at blive den rettroendes manere, når pointer gentages, og den moralske belæring vil skygge for og afbryde et plot, der, da det endelig bliver sluppet frit, farer afsted og sætter jord og hav i bevægelse, når ridder Dave konfronterer den skjulte, sataniske ondskab.
Som altid hos James Lee Burke er landskabsbeskrivelserne et kapitel for sig, fyldt med lokalkolorit, overvældende og samtidig er de en romantisk spejling af et indre landskab, der finder udtryk gennem slyngede symboler og kraftfulde metaforer.