Forkvaklet fundamentalisme, amerikansk neokolonialisme, hul grådighed, en mystisk kinesisk kvinde og regulære stjernepsykopater danner de dødelige ingredienser i en sprængfarlig cocktail i det flimrende syden på sammenbruddets rand.
Ikke just et land for gamle mænd som sherif Hackberry.
’Han rørte ved den glatte og kolde, olierede blå overflade og så de små dampagtige mønstre efter sine fingerspidser dugge på stålet og derpå fordampe, som når tøris eller hagl smelter. Gav de gamle guder folk magt ved at berøre dem med en finger? Spurgte han sig selv. Eller fik de den tværtimod selv fra de væsner, de berørte?
Var døden ikke afhængig af sine ofre for at kunne opretholde sin eksistens? Jack spekulerede på, hvad hans mor ville sig, hvis hun så ham nu. Han spekulerede på, om hun ville smile beundrende, når den elektriske bue sprang fra hans maskinpistols munding og han mejede sine fjender ned som en mand, der lod en le glide gennem hveden. Ville hun mene, at hendes søn var blevet Guds venstre hånd, og være stolt af ham? Eller ville hun flygte, pibende som en hasselmus på jagt efter et gennemsted?’
Visioner eller hallucinationer?
Den alkoholiserede eksbokser Danny Boy Lorca overværer
tilfældigt en sen nattetime, at nogle mexicanske asesinos bestialsk myrder en mand, mens det lykkedes en anden at
flygte. Det er dog altid svært at afgøre, hvor megen troværdighed, man skal
tildele Danny Boy, for hans berømte shamanistiske visioner er måske først og
fremmest fremkaldt af den enorme mængde mezcal, han stødt sætter til livs.
Men Hackberry, der på egen arrede sjæl ved, at der er mere mellem himmel og jord end flade realister kan se, påtager sig efterforskningen, og det bringer ham i kontakt med en mystisk kinesisk kvinde, ikke ulig hans afdøde kone, der skjuler og hjælper illegale latinamerikanske indvandrere.
Narrenes
bloddryppende fest
Men Hackberry kommer også i kontakt med mennesker, hvis
bekendtskab han helt sikkert gerne ville have været foruden: Temple Downing, en
glat ’forretningsmand’, søn af den kyniske senator, der var protege dengang for
længe siden, da Hackberry stiv på whisky forvildede sig ind i den politiske
arena; Krill, en mexicansk morder, der med sit slæng af koldblodige lejemordere
vandrer hvileløst rundt i ørkenen trækkende på en kiste med ligene af sine tre
børn; en storrygende ældre russisk mafioso hinsides godt og ondt; og så først
og fremmest en afskyelig, gammel kending, hvis navn, det står med bly, men ikke
skal røbes her.
X, som vi kan kalde ham, er nok i virkeligheden bogens
egentlige hovedperson, og den vel nok mest interessante karakter i al hans
monstrøse dobbelthed: han er belæst, religiøs fundamentalist, psykopatisk
massemorder med samvittighedskvaler, og i en surreel verden, hvor alt
tilsyneladende vendes på hovedet, viser han sig også som den gode samaritaner.
Noget af en mundfuld for den i andres øjne moralske stivstikker, Hackberry, der
sammen med sine få betjente, virker som de sidste klare, ukorrumperede dråber i
en oprørsk sandørken af rådnende fordærv.
Hvordan plottet flettes sammen kan man selv læse. Burke
svinger effektivt svøben over misbruget af religionen og den fortidige som
nutidige amerikanske kolonialisme.
Narrenes fest, synes jeg, minder med den geografiske
placering, temaer, ustoppelige psykopater, hvis depravation er mejslet ind i
deres hårde træk og døde øjne, og dens til tider undergangstoner lidt om Cormac
Mccarthys dystopiske ’Ikke noget land for gamle mænd, ’no country for old men’,(også
filmatiseret af Cohen-brødrene). Burke lader dog i sin roman ikke al håb ude,
og forfalder, efter min mening, ikke til under et at afskrive al nymodens som
tegn på ubønhørlig dekadence.
Den lidt spøjse titel stammer fra middelalderens verden, hvor
narrens fest var den ene dag om året, hvor bøtten så at sige blev vendt, så de
lavt rangerende og dysfunktionelle kunne skeje ud, hore, drikke, slås, holde
kirkens mænd for nar og rase ud som de ville, inden de næste dag igen
underdanigt måtte bøje hovedet for øvrig-og gejstlighed.
Spanske kæpheste og
skønhedsfejl
Bogen er medrivende læsning skrevet med Burkes velkendte
hårdkogt poesi. Der er dog nogle ærgerlige fejl særligt i det spanske. Man kan
måske sige, det hører til i småtingsafdelingen, men det skæmmer alligevel, når hårdkogte
mexicanske narcotraficantes laver elementære
fejl som for eksempel: det hedder chingado/a og ikke chingade; vamos og ikke
varemos, quién og ikke quié, quiénes og ikke quiene, conmigo og ikke con migo.
Me cago en la puta de
tu madre er en meget grim fornærmelse, der nok bedst kan oversættes til: ’jeg
vil skide på din (fucking) ludermor’. ’jeg skider i din mors livmoder’ som der
står i bogen, virker altså underligt.
Endelig er det en bommert, når den samme person, RC, flere
gange og endda på samme side skifter navn (men vel ikke person) til HC.
Bortset fra det, kan Burke-fans godt glæde sig til januar,
når bogen udkommer. Der venter dem en stor læseoplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar