Narrenes fest, bind tre i Hackberry Holland-serien af James Lee Burke

Det er en ondskab af gammeltestamentlige dimensioner der hjemsøger det texanske grænseland i James Lee Burkes nye imponerende allegoriske krimi.

Forkvaklet fundamentalisme, amerikansk neokolonialisme, hul grådighed, en mystisk kinesisk kvinde og regulære stjernepsykopater danner de dødelige ingredienser i en sprængfarlig cocktail i det flimrende syden på sammenbruddets rand.

Ikke just et land for gamle mænd som sherif Hackberry.

’Han rørte ved den glatte og kolde, olierede blå overflade og så de små dampagtige mønstre efter sine fingerspidser dugge på stålet og derpå fordampe, som når tøris eller hagl smelter. Gav de gamle guder folk magt ved at berøre dem med en finger? Spurgte han sig selv. Eller fik de den tværtimod selv fra de væsner, de berørte?

Var døden ikke afhængig af sine ofre for at kunne opretholde sin eksistens? Jack spekulerede på, hvad hans mor ville sig, hvis hun så ham nu. Han spekulerede på, om hun ville smile beundrende, når den elektriske bue sprang fra hans maskinpistols munding og han mejede sine fjender ned som en mand, der lod en le glide gennem hveden. Ville hun mene, at hendes søn var blevet Guds venstre hånd, og være stolt af ham? Eller ville hun flygte, pibende som en hasselmus på jagt efter et gennemsted?’

Visioner eller hallucinationer?

Den alkoholiserede eksbokser Danny Boy Lorca overværer tilfældigt en sen nattetime, at nogle mexicanske asesinos bestialsk myrder en mand, mens det lykkedes en anden at flygte. Det er dog altid svært at afgøre, hvor megen troværdighed, man skal tildele Danny Boy, for hans berømte shamanistiske visioner er måske først og fremmest fremkaldt af den enorme mængde mezcal, han stødt sætter til livs.


Men Hackberry, der på egen arrede sjæl ved, at der er mere mellem himmel og jord end flade realister kan se, påtager sig efterforskningen, og det bringer ham i kontakt med en mystisk kinesisk kvinde, ikke ulig hans afdøde kone, der skjuler og hjælper illegale latinamerikanske indvandrere.


Narrenes bloddryppende fest
Men Hackberry kommer også i kontakt med mennesker, hvis bekendtskab han helt sikkert gerne ville have været foruden: Temple Downing, en glat ’forretningsmand’, søn af den kyniske senator, der var protege dengang for længe siden, da Hackberry stiv på whisky forvildede sig ind i den politiske arena; Krill, en mexicansk morder, der med sit slæng af koldblodige lejemordere vandrer hvileløst rundt i ørkenen trækkende på en kiste med ligene af sine tre børn; en storrygende ældre russisk mafioso hinsides godt og ondt; og så først og fremmest en afskyelig, gammel kending, hvis navn, det står med bly, men ikke skal røbes her.

X, som vi kan kalde ham, er nok i virkeligheden bogens egentlige hovedperson, og den vel nok mest interessante karakter i al hans monstrøse dobbelthed: han er belæst, religiøs fundamentalist, psykopatisk massemorder med samvittighedskvaler, og i en surreel verden, hvor alt tilsyneladende vendes på hovedet, viser han sig også som den gode samaritaner. 

Noget af en mundfuld for den i andres øjne moralske stivstikker, Hackberry, der sammen med sine få betjente, virker som de sidste klare, ukorrumperede dråber i en oprørsk sandørken af rådnende fordærv.                      
Hvordan plottet flettes sammen kan man selv læse. Burke svinger effektivt svøben over misbruget af religionen og den fortidige som nutidige amerikanske kolonialisme.

Narrenes fest, synes jeg, minder med den geografiske placering, temaer, ustoppelige psykopater, hvis depravation er mejslet ind i deres hårde træk og døde øjne, og dens til tider undergangstoner lidt om Cormac Mccarthys dystopiske ’Ikke noget land for gamle mænd, ’no country for old men’,(også filmatiseret af Cohen-brødrene). Burke lader dog i sin roman ikke al håb ude, og forfalder, efter min mening, ikke til under et at afskrive al nymodens som tegn på ubønhørlig dekadence.

Den lidt spøjse titel stammer fra middelalderens verden, hvor narrens fest var den ene dag om året, hvor bøtten så at sige blev vendt, så de lavt rangerende og dysfunktionelle kunne skeje ud, hore, drikke, slås, holde kirkens mænd for nar og rase ud som de ville, inden de næste dag igen underdanigt måtte bøje hovedet for øvrig-og gejstlighed.
   
Spanske kæpheste og skønhedsfejl
Bogen er medrivende læsning skrevet med Burkes velkendte hårdkogt poesi. Der er dog nogle ærgerlige fejl særligt i det spanske. Man kan måske sige, det hører til i småtingsafdelingen, men det skæmmer alligevel, når hårdkogte mexicanske narcotraficantes laver elementære fejl som for eksempel: det hedder chingado/a og ikke chingade; vamos og ikke varemos, quién og ikke quié, quiénes og ikke quiene, conmigo og ikke con migo.

Me cago en la puta de tu madre er en meget grim fornærmelse, der nok bedst kan oversættes til: ’jeg vil skide på din (fucking) ludermor’. ’jeg skider i din mors livmoder’ som der står i bogen, virker altså underligt.

Endelig er det en bommert, når den samme person, RC, flere gange og endda på samme side skifter navn (men vel ikke person) til HC.

Bortset fra det, kan Burke-fans godt glæde sig til januar, når bogen udkommer. Der venter dem en stor læseoplevelse.

Feast days of fools bliver til Narrenes fest

Narrenes fest bliver den danske titel på James Lee Burkes næste roman på dansk, som skulle udkomme i begyndelsen af det nye år. Romanen er den tredje i rækken om den hærdede veteran fra korea-krigen og Texas-sherif, Hackberry Holland.

Her er hvad Miami Herald mente om bogen, da den udkom i USA i 2011:

“Riveting . . . Burke is creating an allegorical, almost Biblical setting here: The lost wander hopelessly in the desert, seeking revenge or redemption or some terrible mix of both. The moral center in all of this is Hackberry Holland, who feels old ‘in the way people feel old when they have more knowledge of the world than they need.’

He’s Burke’s most fascinating character, a man whose sense of justice has been shaken but not destroyed. Equally compelling is Pam Tibbs, the most no-nonsense woman in fictional law enforcement (‘Men often thought she was trying to be cute. They were mistaken’). The push-and-pull between the two is just one more of Burke’s thrilling examples of the mysteries of the human heart.”—The Miami Herald

Det lyder jo som herligt hårdkogte toner for enhver ægte James Lee Burke-fan :-)