Sangen om det blå græs af James Lee Burke

Whiskey og countrymusik
Vi er tilbage i 1960erne, og countrymusikeren og Korea-veteranen Iry er på prøveløsladelse efter at have overlevet to som indsat i statsfængslet Angola i Louisiana. Efter at have lagt fængslets mure bag sig sætter Iry sig for at få styr på sit liv igen.

Faderen er død, og søsteren og svogeren er en sand plage. Derfor drager Iry til Montanas friske luft og blå bjerge og slår sig ned hos vennen Buddy (kan han være andet end en ven med det navn?) og arbejder på dennes ranch og Iry optræder også lejlighedsvis som musiker på de lokale beværtninger, mens hans sjæl tager brydekampe med fortidens spøgelser i form af minder fra fængslet og Korea-krigen.  

Men, som vi ved, begynder problemerne først rigtigt, når Burkes hovedpersoner tror de har fundet den sidste rest af paradis på amerikansk jord: Montana. Vennen Buddy har nemlig et alt andet en varmt forhold til sin kværulantiske og selvrådende far, der er i åben krig med lokalsamfundet på grund af en spildevandsudledende papirmølle, som dog udgør erhvervsgrundlaget for store dele af det lille samfund. Og hvis det ikke var nok, så vækker Buddys kone, Beth, mere en platoniske følelser i Ivy.

Moderne western
Det giver selvsagt nogle spændinger og så bliver der nedsvælget whiskey som var det én stor dionysisk fest. Sangen om det blå græs er en slags moderne western med alt, hvad dertil hører af cowboys, guns, stoiske mænd, larmende værtshuse, potente biler, familiekontroverser og kvinder med ben i næsen. Det er velkendte temaer som loyalitet, forræderi, venskab og tab, der rumsterer.  Og som altid hos James Lee Burke er omdrejningspunktet, at et utilpasset, kantet menneske med ar på sjælen skal forsøge at finde sig nogenlunde tilrette i tilværelsen igen.

Romanen og dens udgivelseshistorie illustrerer, hvordan det kan betale sig stædigt at holde ved, selv når alle andre ryster på hovedet. Romanen blev nemlig i sin tid afvist hele 111 gange(!) før et forlag besluttede sig for at udgive den, hvorefter den opnåede at blive nomineret til en pulitzer pris(!). Romanen kom også til at betyde det store, endelige gennembrud for James Lee Burke.

Det er en godt skrevet, meget farverig roman, men uden den samme nerve som i krimierne, og den når i min vurdering slet ikke op på siden af de bedste Robicheaux-romaner. Men man er dog ganske godt underholdt alligevel.

Efter at have læst og anmeldt 26 romaner af James Lee Burke, er jeg nu nået til vejs ende. Jeg må nu tålmodigt afvente den danske oversættelse af det seneste bind i sagaen om cajun-manden Dave Robicheaux - som for kort tid siden udkom i USA, - det kan næsten kun gå for langsomt.  

(Men inden Creole Belle nr. 19 i Robicheaux-serien , fortæller forlaget mig, at oversættelsen af Hackberry Holland-krimien Feastdays of fools efter planen skulle være klar til udgivelse kort inde i det nye år.)