Slægten Holland og andre gennemgående figurer i serien om Billy Bob Holland af James Lee Burke

Billy Bob Holland

Seriens hovedperson. Billy Bob er en mand på 41 år, 185 cm høj, rødblond hår og en stærk muskuløs krop, der bliver holdt ved lige i byens eneste fitnesscenter. Han har et rynket hvidt ar på højre overarm, hvor en pistolkugle har brækket knoglen.

Han er tidligere Texas Ranger, men efter at han ved en fejltagelse dræbte sin bedste ven L.Q. Navarro i en jagt på narkokurerer på den anden side af den mexikanske grænse, lagde Billy Bob pistolen og sherifstjernen på hylden og uddannede sig til sagfører.  Han arbejder nu som forsvarsadvokat i den lille by Deaf Smith i Texas bakkeland: ' hvor de arbejdende klasser baksede med boreanlæg eller serverede ved bordene, mens de nyrige tyggede på deres tandstikker i den lokale klub'  

Billy Bob bor alene på sin ranch et treetagers hus fra århundredeskiftet, bygget af røde mursten i den vestlige ende af politidistriktet. Han arbejder hver dag på ranchen, fordrer dyr og samler æg fra hønsegården. Der hører jord til ranchen, hvoraf en del er udlejet til Vernon Smothers. Som Dave Robicheaux nyder Billy Bob at fiske, og han gør det ofte i selskab med halv-blods mexikanerdrengen Pete, for hvem han er en slags værge og papfar.

Han kører i en Avalon eller kommer frem på sin Morgan-hest Beau. Han er ensom og plaget af skyldfølelse over at have dræbt sin bedste ven, hvis spøgelser hjemsøger ham og som han ofte på afgørende tidspunkter fører samtaler med. Han er egentlig babtist, men konverterede til vennens katolicisme som del af sin soning.

Billy Bob er ud af en slægt af voldelige selvtægtsmænd, der går tilbage til cowboyen, oldefar Sam Morgan Hollands mytiske udskejelser med whiskey og vold i blodet i de gamle western-dage. Billy Bob gør, hvad han kan, for ikke at gentage forfædrenes selvtægtsraseren, men omstændighederne tvinger ham ofte til at give slip på den hårdt tilkæmpede korrekte opførsel, og i stedet falde tilbage til  forfædrenes øje for øje tand for tand.

Trods det at han har en juridisk embedseksamen nærer han dyb mistillid til de nyrige, deres sprog og magt. Sympatien ligger hos arbejderklassen, hvoraf han til dels selv stammer med en afdød far, der var lusbuesvejser og en mor, der var bibliotekar og underskolelærer.

Han har et uægte barn ved navn Lucas Smothers, der er vokset op hos den voldelige og bidske bondeknold Vernon Smothers, der har lejet noget af Billy Bobs jord.

Billy Bobs Far
Som Robicheaux og James Lee Burke selv mistede Billy Bob Holland sin far som barn. Faderen var lysbuesvejser og svejsede revner og sammenføjninger på olierørledninger over hele Texas. En stor stærk mand, der døde i en eksplosion, der, som det kommer frem i En rose fra Texas, nok ikke var en ulykke, som Billy Bob havde troet, men snarere et overlagt mord. Den dag faderen tog ham med til baptistdåb i floden, mindes Billy Bob med særlig varme og betydning. 

   

Billy Bobs mor
Hun var bibliotekar og underskolelærer. Hun ligger nu begravet på familiegravstedet sammen med flere af de andre i slægten.

Bedstefaren Hackberry Holland eller Granpa Big Bud
var Texas Ranger og jagtede den mexikanske revolutionshelt Panch Villa til Mexico.
 Som ung politimand låste han John Wesley Hardin inde i disriktsfængslet, og han havde stadig sit politiskilt årtier senere da han proppede Clyde Barrow ned i en skraldespand med hovedet forrest i den del af Dallas der engang kaldtes `Mosen´.Men Grandpa Big Bud gjorde altid et stort nummer ud af at han ikke var med da Bonnie og Clyde blev omringet af en gruppe Texas Rangers og skudt til plukfisk. En bessefar med slag i.




Oldefaren Sam Morgan Holland
En ekstrem voldelig mand, der levede af at drive kvæg op gennem Chisholm fra San Antonio til Kansas. Det meste af sit liv kæmpede han mod whisky, indianere og kvægtyve. Han dræbte fem-seks mænd i skuddueller. For så en skønne, ædru morgen at lade sig døbe i Guadalupe floden. Han mødte en huløjet præst, som fik ham til at knæle ved siden af sig og uden at spørge præseviede han Sam. Resten af sit liv prædikede Sam fra sin hestesaddel.



Hans dramatiske, episke historie kan læses i En rose fra Texas,  
hvor hans dagbogsoptegnelser om sit møde med den underskønne Texas' rose og Dalton-Doolin banden har en central betydning.

Fætteren Hackberry Holland
Har sin egen serie på foreløbig tre bind: Lay down my sword and shield, Regnguder, Feastday of Fools
Hack Holland er tidligere advokat, progressiv demokrat, veteran fra koreakrigen og nu en hårdtdrikkende sherif i en lille by i Texas ved grænsen til Mexico.

Billy Bobs uægte søn Lucas Smothers
At det er hans søn kommer frem i den første roman i serien, hvor der berettes om Billy Bobs affære med Vernon Smothers kone - Lucas' mor. Lucas udvikler sig i løbet af romanerne fra at være en hårdtarbejdende, kuet bondeknold til at blomstre op få selvtillid og efter vedvarende pres fra Billy Bobs side at begynde på college. Lucas er en særdeles talentfuld countrysanger, der ofte tager rundt og optræder med sin musik.

Pete
Halv-blods meksikansk dreng på 11 år som ofte hænger ud sammen med Billy Bob. Pete har ingen far og en alkoholiseret mor og han nyder derfor at være i Billy Bobs selskab, gå til messe, fiske med bambusstænger og ride på hesten Beau. Pete er til trods for sit belastede ophav, en gæv, kvik og meget intelligent dreng.


Den afdøde ven L.Q. Navarro
I levende live var han den pæneste mand Billy Bob nogensinde havde set: kulsort hår, sort overskæg, brede skuldre og en hud så brun og glat som nyfarvet læder. Når han som død opsøger Billy Bob er han klædt i det samme tøj som da han døde: Et mørkt nålestibet jakkesæt og støvede læderstøvler, en stor, blød, grå Stetson og en hvid skjorte der glødede som elektrisk sne. Hans håndforarbejde revolverbælte hænger ned over hans lår som en fjollet tilføjelse. I sin skjortes øverste knaphul havde han en dybrød rose. 

L.Q. er slags skytsengel for Billy Bob og dukker ofte op når han mest er i knibe. L.Q. er en skyd-først-spørg-røvhullerne-bagefter-type - lidt a la Clete Purcel i Robicheaux-serien. Han stak spillekort i munden på de narkokurere som de dræbte i deres tid som Texas Ranger. Det er Billy Bobs store sorg at han ved en fejltagelse dræbte sin bedste ven.    








 
Privatdetektiven Temple Navarro
Foretager undersøgelser for Billy Bob, når han skal bruge bevismateriale. Hun bor sammen med sin invalide far lidt nede ad den samme vej som Billy Bob. Hun er undgommelig af udseende, med hvalpefedt, tyggegummignaskeri og måde at tale på, men man skal ikke lade sig narre: hun har været politibetjent i Dallas, sheriffens højre hånd i landdiskriktet Fort Bend og bevæbnet vagt i Angola fængslet i Louisiana.

Hende rager folk ikke uklar med mere end én gang - ikke mindst da hun  også er ferm kampspotudøver. Hun er i det knap så skjulte lun på Billy Bob, der til hendes bitre fortrydelse ikke rigtig kan få øje på hende som andet end ven.

Anklageren Marvin Pomroy
Ham og Billy Bob har konstant kontroverser men nærer alligevel dyb respekt for hinanden. Marvin bor i det gamle velhaverdistrikt i Deaf Smith. Han har velformet hoved, stålindfattet briller og et altid nydeligt velfriseret hår. Han har modsat Billy Bob både kone og børn og synes at udstråle succes og ægte lykke.  

Deaf Smiths Sherif Hugo Robert
En modbydelig, kæderygende mand, der som det åbenbart er kutyme for embedet er bundkorrupt. Han er ikke folkevalgt, men forfremmet til embedet, efter at hans forgænger var blevet myrdet med en økse (En Rose fra Texas). Han er pæreformet, bredbuget og ryger ustandseligt til trods for at lægerne allerede har fjernet den ene lunge.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...