En rose fra Texas nr. 1 i Billy Bob Holland-serien af James lee Burke

Det vilde westen, dengang som nu
’Min oldefar hed Sam Morgan Holland, og han levede af at drive kvæg op gennem Chisholm fra San Antonio til Kansas. Størstedelen af sit liv kæmpede oldefar mod whiskey og indianere og kvægtyve, og med en vis regelmæssighed måtte han se på at guldgravere og lynild spredte hans kvægflok ud over halvdelen af Oklahoma-terriritoriet…
 Både min bedstefar og hans far var voldelige mænd…
Som ung politimand i Houston svor jeg på at jeg ikke ville gå i deres fodspor på dét punkt. Men hvis man har en alkoholiker i familien, er der gode chancer for at man selv kommer til at kæmpe den samme kamp. Den krig der kan flamme op i ens bryst for hvert nyt daggry, har ikke nødvendigvis sit udspring i en whiskyflaske. ’
Taco, tørke, torden: Texas-mix  
Efter i atten bind at have været nedsunket i Louisianas sumpede fordærv i fortræffeligt selskab med cajun-manden Dave Robicheaux, tog det mig lidt tid at vende mig til Texas sandblæste cowboylandskab og den nye hovedperson sagføreren Billy Bob Holland.
Det skyldes nok at jeg nu er forvænt med Robicheauxs knitrende fortællerstemme, hvor de elektriske spændinger og indre ophobninger udlades i voldsom handlekraft og højspændt prosa. Der virker den tidligere Texas Ranger Billy Bob Holland, bosat i lillebyen Deaf Smith i Texas, umiddelbart stovt, kontrolleret og retlinet. Men heldigvis forsvinder paragrafrytteriet som morgendug for texassolen efterhånden som handlingen skrider og B.B. Holland i den grad bliver personligt involveret og må tage sin egen fortid såvel som familiens til genovervejelse.  
Et mord skal der til
Det hele sættes i gang med et mord og en voldtægt på en ung kvinde. En lidt enfoldig lokal countrysanger, Lucas Smothers, bliver arresteret bogstaveligt talt taget med bukserne nede. Og så skulle den sag være ude af verden. Men bare ikke for B.B. Holland, for Lucas Smothers er hans uægte søn viser det sig, og Holland påtager sig at føre hans sag, da han er overbevist om Lucas’ uskyld.
En rigmandssøns amoralske excesser, et afskyeligt eksemplar af menneskeheden, der har kendt Hollands afdøde far, FBI-agenter og en korrupt mexicansk strømer er alle sammen vigtige aktører i den videre handling.
Vold i blodet
Men fortiden dens indvirkning og samtidighed med nutiden er, hvad denne krimi først og fremmest handler om. Holland læser i oldefar Sams drabelige dagbog der udgør en parallelhandling til nutidssporet.
 Og som handlingen skrider frem kan læseren og Billy Bob genkende det samme drama og dilemma: hvordan kommer man overens med sin egne mørke kræfter og voldelighed i en voldelig og uretfærdig verden.
Uddragene fra oldefarens dagbog, der beretter om hans forhold til en underskønne, men halvdæmoniske kvinde kendt som Texas’ rose, og hans kamp mod sig selv og den ydre ondskab i form af Dalton-Doolin banden er de mest spændende og oplagte passager i bogen.
Spøgelser med Stetson hatte, spore og kløe i aftrækkerfingeren  
Men fortidens spøgelser taler også rent bogstaveligt til Billy Bob Hollan. Han kan se og føre samtale med et spøgelse. Det er hans gamle makker i Texas Ranger og bedste ven L.Q. Navarro, der konstant hjemsøger ham. Holland skød og dræbte vennen ved et uheld, da de var på jagt efter nogle narkokurere på den anden side af grænsen til Mexico.
Og denne tragiske hændelse er baggrunden for at Holland lagde seksløberen og pistolhylstret i skuffen, blev sagfører og forsøgte at sone sin skyld ved at leve et ensomt afdæmpet liv på sin gård med sin jord, hest, høns og dam, hvor han ofte fisker med nabodrengen Pete, som han er en slags reservefar for. Men én gang gunslinger  
God Texas-krimi
Det er en velkomponeret, velskrevet og spændende krimi. Tempoet er skruet ned i forhold til de sidste Robicheaux–romaner, jeg har læst, og til trods for oldefarens dramatiske og blodige historie, når denne ikke op på niveau med de sidste romaner i eposset om Dave Robicheaux.
Men de var også uhyggeligt gode med sitrende nerve og gevaldigt vingefang. Men jeg tror også, jeg skal lære den nye hovedperson lidt bedre at kende. Jeg glæder mig hvert tilfælde til at læse næste bind om den strunke alvorsmand Billy Bob Holland.
Hjertetræ hedder det næste bind i serien. James Lee Burke vandt for dette bind, som den eneste i øvrigt, for anden gang den prestigefylde Edgar Award. Så der er al mulig grund til tårnhøje forventninger.   





En regnbue af glas nr. 18 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke



James Lee Burke sætter et blodigt foreløbigt punktum i sagaen om Dave Robicheaux. En ualmindelig dyster roman med nerveflænsende spænding. 

Giv mig apokalypsens fire ryttere

Jeg tog to aspiriner i et glas, jeg havde liggende i handskerummet, startede motoren og håbede, at en stor, hård, grå regn vil skylle ind over marsklandet.

 Jeg håbede, min pickup ville blive ramt af vinduesknusende hagl, der larmede som sømpistoler mod taget og fyldte kabinen med så øredøvende en støj, at jeg ikke kunne høre Clete tale hele vejen til New Iberia.

 Jeg ønskede, at den svovlagtige lugt af stormen, de hvirvlende regnskyer og lynene, der borede sig ned i horisonten, på en eller anden måde ville befri mig for den angst, jeg følte for min datter og hendes kontakt med en ormerede i St. Mary-distriktets vandige sydlige udkant.’

Syv mord 

Den modbydelige sag om syv unge kvinder, der brutalt blev myrdet i nabobyen, vil ikke slippe sit tag i Dave Robicheaux, der trods formaninger, nægter at henlægge sagen.

Umiddelbart ligner det en seriemorders værk, men et af ofrene passer ikke ind i mønstret. Hvor de andre kvinder, som prostituerede var lette, ubeskyttede ofre, der var den sorte  high school-elev Bernadette Latiolais en ambitiøs og godhjertet ung kvinde, der lige havde modtaget et stipendiat, så hun kunne uddanne sig til sygeplejerske.

Ufred i familien

Dave aner, at der bag drabet på Bernadette ligger andre motiver til grund end de oplagte. Den dræbte pige var en brik i et langt større spil, hvor enorme pengesummer står på højkant. Samtidig hermed sænker ufreden sig i familien Robicheaux, da Alafair indleder et forhold til forfatteren Kermit Abelard, hvis patricierfamilie i generationer har haft enorm indflydelse i Louisiana.

Det giver ikke så få skærmydsler far og datter imellem, da Dave nærer en instinktiv vrede og mistænksomhed til såvel familien Abelard som til Kermits ven, Robert Weingart, en tidligere straffefange, der har fået sit gennembrud som forfatter med en selvbiografisk bog om indersiden af det amerikanske fængselsvæsen.

Men måske er Dave bare ved at blive gammel, og finder måske en vis tilfredsstillelse ved at holde sine sår åbne og lade sig styre af sine fordomme og sin naturlige foragt for rige, hvide sydstatsfamilier. Det er i hvert tilfælde sådan Alafair ser det. Og Dave er på nippet til at give hende ret.

Men som altid spiller det nære og det personlige en afgørende rolle i plottet og opklaringsarbejdet.
Hvordan, det hænger sammen denne gang, ville være synd at afsløre. Men Dave og Clete kommer vidt omkring i deres farefulde færd mod gådens løsning. 

Is this the End, my Friend?

Bogen er den attende i serien, og enden er nær. Det mærkes på alle fronter: tonen i bogen er i særhed dyster og mørk, som en kirkegård indhyllet i oktoberregn; de morsomme indfald er nedtonet, eller de bidder ligesom ikke på Dave, hvis tanker i stadigt stigende grad kredser om døden; der bygges i bogen op til et form for endeligt og afgørende opgør med de mørke kræfter som Don Dave og Sancho Clete bind efter bind med tøndevis af udgydt blod har gjort deres for at holde i ave.

Klimakset snydes læseren ikke for, og det er i sandhed nervepirrende.  Som dedikeret Robicheaux-fan hænger man ved endt læsning på klippeafsatsen, ør og gispende i forventning om det næste kapitel i det blodige Louisiana-epos.
Indtil det kommer kan jeg heldigvis dulme abstinenserne, med James Lee Burkes anden krimi-serie fra Texas med sagføreren Billy Bob Holland i hovedrollen.

Anbefaling af serien

Endnu er der folk, der med triumf i stemmen og selvsikker dømmekraft afskriver krimien som genre en bloc: ’Jeg læser ikke krimier’ (udtalt med behørig finkulturel foragt). 

Det må de jo så egentlig selv om.

Til gengæld synes jeg ikke til den knap så blaserte læser, der endnu har nysgerrigheden og læselysten i behold, skal snyde sig selv for James Lee Burkes fremragende serie.

Her får man spænding; et veludviklet plot; en stærk toneangivende hovedperson; skarpe, nuancerede personkarakteristikker; smukke, lyriske landskabsbeskrivelser; drama; samfundskritik; historie, og først og fremmest go’ gammeldaws besnærende storytelling for alle moneterne.
God læselyst J     

Swan Peak nr. 17 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Hvorfor dvæle ved synet af brændende hytter?
’De oplysninger, jeg fik om Wellstonefamilien, kunne tyde på, at de stammede fra en anden tid. Men det gør de ikke. For en person fra USA’s sydstater er Wellstonefamiliens historie ikke så ukendt.
Deres grove og fattige baggrund, deres lejlighedsvise hensynsløse metoder og udbytningen af deres medmennesker er en slags overgangsriter, som er glemt i løbet af en generation, hvis det ikke går hurtigere.
Den kamptrætte ridder, der vender hjem til sit slot og trækker sit blodige sværd hen over stenen, behøver ikke redegøre for sine bedrifter. Hvorfor dvæle ved synet af brændende hytter i en bondelandsby, når man kan begejstres over hornene, der gjalder langs vejen til Ronceveaux?’

Bag Montanas blå bjerge
Det skulle være så smukt og dejligt i det naturskønne vestlige Montana ved Swan Peak. Derfor er Dave, konen Molly og bonkammeraten Clete taget på rekreation til Montanas blå bjerge med fiskestængerne pakket – et belejligt frikvarter fra oversvømmelserne og ødelæggelsen i Louisiana.
De tre er blevet inviteret til Montana af en af Daves gamle venner og en meget egenrådig  pensioneret collegeprofessor og forfatter ved navn Albert Hollister. Han har en slående lighed med Roger fra novellen ’Vinterlys’ fra Jesus på dybt vand – og Albert er sjovt nok er ved at skrive på en anden af novellerne fra samme novellesamling nemlig ’Texas City, 1947’.
Men idyllen spoleres, da Clete uforvarende ved en simpel fejltagelse fisker på familiens Wellstones ranch, og to Gun Swingers tropper op med skarpladte våben og på det kraftigste lader forstå, at han har at forføje sig and hit the Road. Og at de i øvrigt ikke har tænkt sig at lade fortiden hvile: den ene pistolsvinger arbejdede tidligere for mafiafamilien Giacano, og han har derfor et udestående med Clete.
Marlboro Man møder matadorerne i Montana
Denne tilfældige hændelse sætter gang i en kædereaktion, der som begivenhederne tager fart, tvinger også den modvillige Dave til at efterforske mordet på to unge studerende, hvis skændede lig dukker op.
Senere viser sig også en vagabond med indianske aner, rodeofærdigheder, Texasaccent og en sangstemme som Jimmy Rodgers. Han begynder at kredse omkring den natklub, hvor den ene af Wellstonebrødrenes koner, Jamie Sue Wellstone, normalt får sig en opstrammer.

Samtidig hermed er en anden texaner, Troyce Nix, fangevogter og homoseksuel hævner på jagt efter en undvegen fange, som han har sine helt personlige grunde til at ville have fingrene i.
 Der er en sammenhæng mellem disse forskellige elementer samt en glat vækkelsespræst og så de skruppelløse oliematadorer i Wellstonefamilien. Men hvilken, det er spørgsmålet.

Bly vil have bly
Det er et afsindig spændende og nervepirrende drama James Lee Burke denne gang serverer. De indlagte rammefortællinger nuancerer læserens billede af de enkelte personer, og de bygger på fornem vis op til det uundgåelige Showdown i cowboyland.
Hvor den foregående roman var god særligt på grund af de atmosfæremættede beskrivelser af New Orleans efter syndfloden, der er Swan Peak mersterlig i sit intense plot, der drives frem af blodtørst, ønsket om hævn eller paradoksalt nok også af uheldige tilfældigheder, når personerne forsøger at undslå sig den ældgamle lov om at gengælde bly med bly.
En fremragende roman, der efter min mening lige som den foregående hører til blandt de bedste i denne vidunderligt lange serie.
Bare ærgerligt at den ellers fornemt oversatte roman, skal være skændet af så mange slåfejl, som det er tilfældet.
Bare endnu mere ærgerligt, at jeg nu kun (foreløbig) har ét bind til gode i denne min favorit krimiserie L    

Blues fra bliktagene nr. 16 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke


smukt og velvalgt forsidebillede
 - Dommedag nu
Blues fra bliktagene leverer først og fremmest fremragende beskrivelser af New Orleans efter orkanen Katrinas hærgen, og så er det et indigneret flammeskrift over forsømmelse, ligegyldighed og grådige ådselgribbes kredsen –og naturligvis en god gedigen krimi.

De druknede og de reddede
’Fra en båd, eller enhver anden stilling over vandet, lignede New Orleans, så langt øjet kunne se, en vestindisk by, der var sunket ned under bølgerne. Solen stod ubarmhjertig på himlen, fugtigheden var som rækker af myrer, der kravlede rundt inde i ens tøj. 

Man kunne kun genkende et kvarters lineære struktur på de grønne pletter af træer i haverne, der stak op af vande, og rækker efter rækker af tage spættet af mennesker, der hang på stejlt skrånende tagplader, der skoldede deres hænder.

Lugten var ikke som noget, jeg nogen sinde havde oplevet. Vandet var chokoladebrunt, og overfladen glinsede af et blågrønt skær af olie og industrikemikalier. Afføring og brugt toiletpapir strømmede ud af ødelagte kloakker. 

Den grå kvalmende stank af råddenskab gennemtrængte ikke bare luften, men alt, hvad vi rørte ved. Ådslerne af døde dyr, heriblandt hjorte, rulle rundt i kølvandet efter vores redningsbåde. Og det samme gjorde mennesker, undertiden bare en skulder eller en arm eller en nakke, der pludselig stak op til overfladen og igen sank ned i skummet.’

Da vi forlod Dave Robicheaux og Louisiana i sidste bind ’Pegasus i frit fald’, samlede orkanen Katrina titaniske kræfter ude i Den mexicanske golf. I ’Blues fra bliktagene’ ser vi resultatet af dens voldsomme, syndflodsagtige hærgen. Særligt New Orleans er næsten smadret til uigenkendelighed.

Anarki og lovløshed
Kaosset i ’den store elskelige skøge’ New Orleans og manglen på politifolk gør det nødvendig at overflytte Dave fra New Iberia til storbyen. Lovløshed, anarki og den stærkes lov gælder, hvor alle institutioner er sat ud af kraft, og de kriminelle udnytter, som man så på tv-billederne dengang, muligheden for at rage til sig plyndre, voldtage, og gøre gamle regnskaber op.

Dave bliver sat på en kompliceret sag, hvor nogle sorte indbrudstyve på vej væk fra et særdeles indbringende rov, bliver skudt, og en af dem bliver dræbt. Alt peger på en solid familiefar, hvis datter er blevet voldtaget, måske af de selvsamme indbrudstyve, hvilket sætter Dave i et grimt dilemma, for til trods for at han levende kan sætte sig ind i familiens sorg og smerte, er der pres på fra FBI og fra politisk side for at få dømt den hvide familiefar, for derved at rette op på anklager om negering af racistisk vold – særdeles aktuelt i disse dage i øvrig, må man sige. 

Men et det nu også faren Otis, der har hævnet sin datters voldtægt, det er spørgsmålet.
Yderligere kompliceres sagen af, at de selvsamme ikke alt for snu tyve valgte at stjæle penge, narko, diamanter og slutteligt urinere i et hus ejet af en kendt og berygtet gangster – sådan noget får med næsten naturvidenskabelig sikkerhed konsekvenser.

Og så dukker en fremmed op med stor interesse for sagen. Han udgiver sig for at være privatdetektiv, men hvem arbejder han i virkeligheden for?
Heldigvis for Dave er den evige kammerat Cletus klar til at give en jættehånd med
.
Efter dommedag …
Romanen er som nævnt båret af indignation over myndighedernes sløsen, over den manglende katastrofehjælp og ikke mindst over den bundrådne korruption, som opstår i takt med den langsomme og nødtørftige genopbygning.

Men James Lee Burke forfalder heldigvis ikke til ensidig og letkøbt politisering – dertil er han al for raffineret og for god en romanforfatter. Selv om suspensen nok er mindre end ellers i hans krimier og beskrivelserne derfor flere, hører ’Blues fra bliktagen’ til blandt mine favoritter i serien.

Det gør den fordi den apokalyptiske kulisse, hvor ukendte farer lurer i mørket og i det mudrede vand, er fremstillet så utroligt levende og stemningsfyldt, og det dybtfølte engagement brænder igennem al blækkets mørke.



Specialagent i FBI Betsy Mossbacher

'Betsy Mossbacher var en ganske ligefrem cowgirl, formodentlig den mest socialt uduelige forbundsbetjent i FBI og den værste ikke-berusede bilist, jeg nogen sinde havde arbejdet sammen med. Men man kunne ikke tage fejl af hendes mod og integritet.'

Betsy var vokset op i Chugwater i Wyoming og gik med cowboybukser og støvler, og ved en lejlighed trådte hun hestelort ud over sherif Helen Soileaus kontor og omtale Helen op i hendes åbne ansigt som fast medlem af lebberklubben. Mærkeligt nok blev Helen og Betsy fine venner.

Kautionsfirmaet

Cletus arbejder for Nig Rosewater og Wee Willies kautionsfiirma, hvor hans opgave er at finde og arrestere kautionssmuttere, der ikke møder op i retten. Nig beskrives lidet flatterende således:

'Man kunne ikke sige, at Nig havde en hals som en brandhane. Han havde ikke nogen hals. Det var, som om hans kæber og hage fortsatte lige ned i skuldrene. Hans stivede skjorte og guldnål i flippen hjalp heller ikke på hans udseende. Faktisk lignede han med sit gyldne slips et svin, der æder en opretstående majskolbe med smeltet smør.'    

Pegasus i frit fald nr.15 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

A History of Violence
’Jeg så hans læber flække ind mod tænderne og chok’et fra slaget stige op i hans øjne. Jeg trampede på hans mund igen, på samme sted og i samme vinkel og skadede ham endnu mere alvorligt. Så ramte jeg ham over næsen og så noget, der ikke kunne erstattes, forsvinde fra hans øjne og ansigt.
Men den djævel, jeg havde prøvet på at uddrive ved at gifte mig med en kvinde af fred, herskede stadig over min sjæl.
 Jeg så lokalet forvrænges, og ansigterne på alle omkring mig forvandles til græske masker, og jeg hørte en lyd i ørerne som panservognes stållarvefødder, der maser sig frem over et land, der ikke kender tilgivelse.
Jeg hørte folk skrige og vidste ikke, om deres stemmer kom fra min søvn, eller om min egne gerninger havde forvandlet mig til noget, der vakte rædsel og medlidenhed i mine medmenneskers øjne.’
Fortidens fortrydelser
Manden med en fortid uden ende, Dave Robicheaux, indhentes nok engang af spøgelser fra fortiden, da en ung smuk kvinde med et tvivlsomt renomme ved navn Trish Klein pludselig dukker op på radarskærmen.
 For mere end tyve år siden var hendes far Dallas Klein en god ven af Dave Robicheaux. Men Dallas holdt sig grundet spillegæld nogle slette bekendtskaber – og det kostede ham livet. Efter et bankrøveri blev han likvideret med iskold hån og brandvarmt bly. Dave overværede magtesløst hændelsen. Han kunne intet stille op, da han var æskestiv – slavebundet som han dengang var af djævelens bryg.  
Smagen af fortrydelsens bitre frugt bliver genvakt af Trish Kleins opdukken. Og Dave er temmelig overbevist om, at Trish er i byen for at hævne mordet på sin far.
Øje for øje
Pilen peger tilsyneladende på den efterhånden aldrende mafioso, Whitey Bruxal, en rigtig skidt karl, hvis modbydelige og hensynsløse højre hånd, Lefty Raguza, kommer særdeles tæt ind på livet af Dave og hans familie – og når det sker, så ved vi nok, hvem der ser rødt, og hvem der på mindre end et splitsekund kan krænge humanismens tynde ham af sig for at blive et med det rødglødende hævnende raseri.
Samtidig med disse begivenheder bygger orkanen Katrina sig faretruende op ude i den mexicanske golf med varsler om syndflod, død og hærgen ...
Pegasus i frit fald er en herlig poetisk velskrevet mørk, dramatisk og dyster fortælling om en voldelig og korrupt verden med den blodbestænkte og sammenbidte ridder Robicheaux i orkanens og fortællingens centrum. 
Fortsættelse følger …  

Koko Herbert

Koko er ligsynsmand.
Han er et i særklasse ubehageligt menneske, hvis kynisme og ubehøvlede fremfærd går Dave særdeles meget på nerverne:

'Koko var et af de sørgeligste udseende mennesker, jeg nogen sinde havde kendt. Hans krop havde samme form som en pyramide med bløde sider. Åndedrættet hvæsede nede i brystet på ham. Han stank af nikotin og ølsved, og nogle gange efterlod han en lugt, der var værre end det og fik mig til at tænke på et lighus i Vietnam, når strømmen var gået.

Kokos kynisme og vrede var til at tage og føle på. Men hans søn var blevet dræbt i Irak, og jeg var begyndt at tro, at hans daglige angreb på andre menneskers var hans egen besynderlige måde at bede om hjælp på.

Græsset var grønt, og solen skinnede uden for mit vindue, men da Koko spredte balderne på stolen foran mit skrivebord, kunne solen lige så godt være blevet formørket. Han tog et ordentligt hvæs af sin cigaret, og hans pande rynkedes, som om inhaleringen af kræftfremkaldende kemikalier var et øjeblik af metafysisk betydning. '

Wally

Wally er ekspeditør
Han er i 150 kg klassen og døjer med for høj blodtryk. Han er i følge Dave politistationens selvudnævnte komiker, der altid er klar med en upassende hånlig eller nedladende bemærkning især gerne når tingene går skævt.

Snuggs

Snuggs er en ukastreret hankat, som Dave tager til sig.

Den har en nakke som en brandhane og en krop som musklerne, bølger igennem, når den går. Den bærer sine gennemtyggede ører og de lyserøde ar inden for den korte, hvide pels som adelsmærker. De eneste hunde, den giver lov til at komme ind i haven, er dem, vaskebjørnen Trefod har godkendt først.

Søster Molly Boyle/Robicheaux

Daves fjerde kone.

Hun har arbejdet for en Maryknoll-mission i Guatamala, hvor indianerne blev massakreret af hæren, der ville give de venstreorienterede oprørere en lærestreg.
Senere organiserede hun sukkerørsarbejderne i St. Mary kommune i det sydvestelige Louisiana og byggede huse til de fattige. Hun forlod den religiøse orden for at gifte sig med Dave. Hun er modig og ukuelig, uden selv at ville indrømme det

Jimmi Robicheaux

Jimmi er Daves halvbror.

Deres fælles far, Aldous, havde været moderen utro med en navneløs luder i Abbeville, der senere døde af spedalskhed på et forbundshospital i Carville i Louisiana.
Men inden hun døde, fik hun drengen Jimmi, som altså er Daves halvbror, og som af udseende er meget lig Dave.
Jimmi er en hidsigprop, idealist og en voldsom slagbror, der har det med at arbejde sammen med mennesker på den forkerte side af loven. En lejemorder, der tog fejl af Jimmi og Dave, skød og sårede Jimmi, så han nu går rundt med kun et rask øje - det andet er et glasøje.

Korsfarers kors nr. 14 i Dave Robicheaux

I denne det fjortende bind i serien er det en hændelse fra Daves og hans halvbror Jimmies ungdom, der er plottets omdrejningspunkt.
I 1958 arbejdede de to i tidagesskift på et seismograf-eller gravimeter-sjak, hvor de lagde gummikabler og sensorer ud hele vejen langs kysten i Louisiana og Texas.
Det er egentlig bare en mellemstation inden de begge skulle begynde på college, men Jimmi faldt pladask for en smuk pige, Ida Durbin, der som en frelsende engel reddede dem en dag, de var svømmet ud på et rev, og glubske hajer begyndte at cirkle omkring dem.  Men den dag Jimmi og hans udkårne, der viste sig at være prostitueret, besluttede sig for at bryde op, forsvandt Ida under meget mystiske omstændigheder.
Først mange år senere hører Dave fra en døende racistisk ballademager, at Ida sandsynligvis blev myrdet af lyssky penge bagmænd, der ikke ønskede at pigen skulle få sin frihed. Dave og Jimmi giver sig til at rode op i fortiden, og de finder en stinkende hengemt sag, der som altid inkluderer ingredienserne: mafia, korruption, magtmisbrug tilsat brodne kar inden for politistyrken og kyniske og hensynsløse repræsentanter for den ´gamle adel’: den hvide sydstatsoverklasse.
Undervejs falder Dave efter flere års tørke for fristelsen fra de våde varer og vågner op  omtåget og usikker på, om han under påvirkning af djævleeliksiren har begået et mord. Og så finder Dave på ny kærligheden, da han møder en egenrådig og frygtløs nonne, søster Molly Boyle.
Romanen er elementært spændende og byder som altid på elektrisk ladet sprog og fine lyriske passager. Til gengæld er settingen og aktørerne lidt rutineprægede, og selvom Korsfarernes kors er velskrevet, er den efter min smag præget af for megen automatik, til at den hører til blandt de bedste. Men det siger først og fremmest noget om det utroligt høje niveau, som James Lee Burkes efterhånden ufatteligt mange romaner (omtrent 30!!) har.         
.

Jesus på dybt vand af James Lee Burke

How the other half lives
I elleve korte noveller samler James Lee Burke historier fra det almindelige liv i sydstaterne fra 1940erne, 50erne, 80´erne op til vore dage.  Teksterne kredser om det upåagtede, men ofte særdeles dramatiske og barske hverdagsliv.
Den gamle verden er i skred og begraves måske endeligt under mudder og vand med orkanen Katrinas hærgen, som også afslutter bogen med titelnovellen Jesus på dybt vand.  
De elleve novellerne danner vel tilsammen en form for selvbiografisk skitse og novellesamlingen fungerer også ganske fint som en form for introduktion til temaerne i forfatterskabet.

Selv om der er tale om fiktion følger novellerne tidsmæssigt og geografisk på mange måder James Lee Burkes egen opvækst ved Golfen i 1940erne, ungdomsårene i 1950ernes Louisiana og Texas, Vietnamkrigen i 60erne og 70erne, nyliberalismen og USA's indblanding i Mellemamerika i 80erne til Irak krigen i 90erne og slutteligt syndfloden Katrina i 2005.  
Det ville være en tilsnigelse at sige, at der var tale om elleve helt nye historier, det er der ikke. Novellen ’Landsbyen’ indgår i sin helhed i en Dave Robicheaux-roman, jeg mener det er Delta Blues, og ligeså genkender man ’Texas City, 1947’ fra romanen En støvet hvid aura.
Der er også adskillige personer og hændelserne, der går igen under nye navne og steder. Når det så er sagt, er der også helt originale fortællinger, som føjer nye facetter til forfatterskabet og måske indirekte selvbiografisk fortæller om nogle af James Lee Burkes egne oplevelser som college-underviser.
Its a Man's World
Gennemgående beskæftiger novellerne sig med en mandeverden og mandlige måder at komme overens med livet på. Fortællerne er alle uden undtagelse mænd. Hyppigt fortæller de i tilbageblik om en episode fra en svunden verden i barndommens land eller ungdommens vår; eller også er det en tredje person fortæller, der beretter i nutiden om alderstegne tavse og ensomme mænd, der bevidst isolerer sig fra omverdenen, og uden held forsøger at afgrænse sig fra enhver indtrængen udefra.
Hovedpersonen, der oftest er lig med fortælleren, står det meste af tiden på sidelinjen og  observerer det drama han selv er deltager i,  indtil han pludselig træder i karakter, og ofte – til egen store overraskelse – handler.
Novellerne omhandler de temaer som også vel være velkendte for læsere af James Lee Burkes kriminalromaner: Integritet, ære og loyalitet; svigt og menneskelig skrøbelighed; skyld, soning og tilgivelse; druk og knuste drømme; uretfærdighed og tilfældigheder; korruption og magtmisbrug; fattigdom og bagsiden af Sydstaterne; menneskets evne til at optræde ondt og til at forgribe sig på de forkerte; fortvivlelse og melankoli over en tabt verden og spildt liv; naturødelæggelse og hybris; indestængt raseri, der pludselig koger over i vold affødt af en grundlæggende følelse af magtesløshed, krigens ødelæggende kraft og musikkens og bluesens helende kraft.
En fin fiktiv fremstilling af det folkelige og hverdagsagtige liv, som det har kunnet forme sig for det store flertal af mennesker, der altid har måttet kæmpe, og som aldrig befinder sig særligt langt fra afgrunden.