Creole Belle - nye Dave Robicheaux-roman ud på amerikansk til juli 2012!

Sikke en god nyhed: til juli er James Lee Burke klar med den næste krimi med Dave Robicheaux som hovedperson. Det bliver den 19. bog i serien, og på amerikansk bærer den titlen 'Creole Belle'.Hvor lang tid der så går, før vi har den i dansk oversættelse, vil tiden vise.
Men glædeligt er det, at den gamle mester er still going strong!

læs mere på James Lee Burkes officielle hjemmeside


Sidste sporvogn til Elysian Fields nr. 13 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke


Store forandringer
Der er sket store omvæltninger i New Iberias politikreds og i særdeleshed i Daves live, siden sidst vi hørte fra ham i den undergangsdystre Jolie Blons Blue:
Hans elskede kone Bootsie er død for et års tid siden af blodsygdommen Lupus; Alafair er flyttet hjemmefra og er i gang med collage; bådudlejningen er solgt til Batist;
Daves hus, som hans far byggede med egne hænder i 30erne, er brændt ned på grund af en uforsvarlig elinstallation, der har forsaget en kortslutning – noget der viser sig at spille en væsentlig rolle i bogens plot –; den gamle sherif er gået på pension, og tænk sig, Daves gamle makker Helen Soileau med en mund så beskidt som et offentligt toilet, imødekommenhed som en kaktus og temperament som en afrikansk hanelefant i must, er nu indehaver af sherifskiltet … og så sætter alderen nu så småt sine spor: Cletus gule hår er begyndt at blive brunligt gråt.
This aggresion will not stand, man
Det hele begynder, da Daves gamle ven, den katolske præst Fader Jimmie Dolan, udsættes for en regulær gennembankning. Sporene peger i retning af New Orleans-gangsteren ’Fede sammy Figorelli– en mand der allerede i Highschool var så fed, at han sad fast inde i sin tuba!
Men Dave, der assisteres af Cletus, får smidt alverdens advarsler og forhindringer i vejen, og samtidig med denne sag sker der hjemme i New Iberia et tragisk færdselsuheld, hvor tre unge teenagepiger med sprut i blodet hamrer ind i et træ og mister livet.
Sprutten stammer fra et lokalt firma, der sælger illegale drinks også til mindreårige. Og så dukker en dødsensfarlig irsk lejemorder med samvittighedskvaler op og laver rav i den, mens Dave får færten af en gammel sag om en talentfuld og egensindig sort bluesmusiker, Junior Crudrup, der på mystisk vis forsvandt, mens han var straffefange og arbejdede på den magtfulde Castille LeJeunes gård – hvis datter Dave i øvrigt tilbage i tiden har haft en affære med.
Speget affære
Det er en voldsom speget affære, og som altid skal gådens løsning bogstaveligt talt findes begravet i fortidens muld.  Man kan måske synes, Dave kommer sig vel ledt over tabet af Bootsie, men som den hårdkogte mand han er, bærer han ikke følelserne ude på tøjet.
Og indirekte ses tabet i Daves om muligt mere sammenbidte raseri og længsel efter fadøl med et skud ravgult whisky i.
Det tidligere forholdet til den nu gifte kvinde Theo LeJeune – et regulær Ménage à trois – er nok lidt genbrug fra et tidligere bind i serien, men det gør mindre, når handlingen ellers er så kompleks og sammensat.
Kontrapunkt af tvivl
Dave får afløb for sit opsparede raseri over uretfærdigheden, racismen, de riges arrogance og magtmisbrug. Men heldigvis løber selvretfærdigheden ikke løbsk, som det ofte sker hos mindre dygtige krimiforfattere.
Der er, som altid hos James Lee Burke et kontrapunkt, hvor tvivlen, selvransagelsen og egen indbildskhed afdækkes. Tag for eksempel dette citat, hvor Dave er på date med en sort politikollega og plages af skyldfølelse overfor sin afdøde kone, og derfor, for bedre at kunne være sig selv bekendt, forsøger at vende det til spørgsmål om andres snæversynede racisme:
’Systaterne har ændret sig dramatisk siden borgerretslovene i tresserne. Enhver, der siger noget andet, har enten ikke været der eller håber at holde gamle sår åbne og væskende ud fra sine egne, personlige motiver. Og der er ingen steder, hvor forandringen har været mere iøjnefaldende end i de engang så modstræbende stater længst sydpå.
Men den aften, da jeg tog Clotile Arcenaux med ud til middag på East Main Street, prøvede jeg at overbevise mig selv om det modsatte. Jeg sagde til mig selv, at blikkene i smug over mod vores bord, den kejtede holdning hos venner, der syntes, de skulle komme over og hilse, var udtryk for det snæversyn og den latente rascisme, man kunne forvente inden for vores kultur.
Sandheden var, at der ikke var nogen, der havde noget imod Clotiles race. Men de havde noget mod, at jeg gik ud med en anden kvinde mindre end et år efter Bootsie var død. ’
Mr. Storyteller
Til trods for romanens indviklede plot, hvor trådene fornemt samles til sidst, er James Lee Burke ikke først og fremmest plotmager. Han er frem for alt en fantastiske storyteller. Karaktererne i hans romaner udfylder ikke bare plotbærende roller, men har derimod alle individuelle træk. Og selv de mest perifere personer har en fortid og en historie, som Lee Burke er så god til med få ord at fortælle, uden handlingen taber momentum.
Det værste (eller måske er det det bedste?) ved at blive hooked på James Lee Burkes kriminalromaner er, at jeg kan mærke, at det har gjort mig mere intolerant overfor dårlige eller sjusket skrevne krimier med mere arketypisk persongalleri. Heldigvis har jeg dog endnu et par runder til gode med min cool buddy, Dave Robicheaux.           












Jolie Blons Blues nr 12 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

’Åh ja, tak fordi De nu har vist mig alle menneskehedens høje idealer. Lad mig nu vise Dem kælderen’ (Sigmund Freud)

Jolie Blons Blues
En ung sort cajunmusiker Tee Bobby Hulin bliver mistænkt i forbindelse med to meget brutale kvindemord. Men når alle er enige, tvivler enspænderen Dave Robicheaux selvfølgelig. Og mens Dave graver dybere i sagen, dukker det ildevarslende og ildelugtende oldtidslevn af overvintret racistisk white trash ved navn Legion op. Han er inkarnationen af bibelsk ondskab.
Evil Knievel gone bad  
Til trods for sine nu 74 år har Legion, den tidligere forvalter på familien LaSalles-plantager, stadig evnen intakt til at indgyde frygt og bæven, hvor end han viser sig.
Og hans speciale er at ydmyge sine ofre, så selv ikke helligvand kan fjerne den ramme stank af nikotin, råd, fornedrelse og ondskab som ætser sig ind i huden på ofrene – hvilket Dave også mærker på egen hærdede krop, så den sammenbidte og latente aggressivitet, han altid kæmper for at holde i ave, eksploderer i et dæmonisk rød-sort raseri af vold og selvtægt, alkoholtrangen stiger op fra ormene i maven, og længsler om destruktion, skibskatastrofer og pludselig død hjemsøger hans plagede hoved:
Jeg havde aldrig følt mig mere alene i mit liv. Endnu engang brændte det i mig på en næsten seksuel måde efter at få fingrene rund om skæftet og ind i aftrækkerbøjlen på en svær, højkaliber pistol, lugte den skarpe kordit og rive mig løs fra alle begrænsninger, der var lagt om mit liv og klemte luften ud af mine lunger.
Og jeg vidste, hvad jeg måtte gøre.
Riddere med politiskilt og bøllehat
Med hjælp fra Cletus – Gøg og Gokke som de to blev kaldt i NOPD – og den hårdføre kvindelige kollega Helen Solieau, forsøger Dave at få hoved og hale i begivenhederne, der også involverer en underlig bibelsælger, der slæber rundt på en kuffert på en rulleskøjte; medlemmer af mafiaen; en gammel sag om en myrdet journalist; LaSalle den yngre; en anklager, der går til sagerne med en ufordragelighed som en kistemager med en sømpistol; og en sort ældre kvinder, som i forne tider arbejde på bomuldsplantagen.
Ridderen Don Quijote alias den moralsk anfægtede Dave Robicheaux med sin tro væbner Sancho Pancho alias Cletus Purcel må i deres kamp for retfærdigheden tage særdeles ufine metoder i brug i en beskidt og korrupt verden, hvor idealerne har trange kår.
Kaliber 45eren er lanse og vreden er skjold mod den dæmoniske ondskab, der ikke bare er en ydre, men også er en indre fjende.
Plottet er mindre vigtigt, og det fylder ikke så meget i denne voldsomt dystre roman. Det er nærstudiet af den/det ondes natur, der er i fokus, og den urene ånd Legion er et særdeles ubehageligt bekendtskab.
Nok engang en meget veloplagt og herligt velskrevet roman fra mørkets mester.      




Smertens vej nr. 11 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Den originale amerikanske udgave
af Smertens vej - Purple Cane Road
Alt om min mor
En sag om misbrug og selvtægt fører Dave på en smertelig og brydefuld færd op ad Via Dolorosa i jagten på sandheden om moderens forsvinden.

’Alderen har kun bragt mig få gevinster, men en af dem har været en vis grad af ydmyghed, i hvert fald tilstrækkeligt til, at jeg ikke længere føler mig tvunget til at føre mit eget synderregister, men kan overlade den forfærdelige byrde til en højere magt’

Regrets
Blues sangerinden Letty Labiche sidder på dødsgangen og afventer at blive henrettet for mordet på den mand, der misbrugte hende og søsteren Passion Labiche, da de var børn.

Det er en sag, der i den grad plager Dave, for allerede dengang nærede han mistanke om at’elektrikeren’, som Vachel Carmouche bødlen i Angolas statsfængsel blev kaldt, forgreb sig på tvillingeparret.

Men det var i en af de perioder, hvor Dave adlød sprit-ormene i maven og konstant fyldte sig med iskolde Jax og ravfarvet whiskey, hvorfor han ikke havde modet eller autoriteten til at sætte sig op på den høje hvide hest, og gribe ind over for en kollega som den afstumpede Vachel Carmouche jo var.

Men nu da henrettelsen står for døren, og den godhjertede men populistiske guvernør, ikke, som sagen står, kan finde belæg for benådning af Letty, giver Dave sig til at rode i det gamle sår. Og der er noget, der ikke helt stemmer, for hvis Letty slog Carmouche ihjel med en tung hakke, hvordan kan der så være blodstænk helt oppe i loftet?

There will be blood
Opklaringen af det otte år gamle mord giver samtidig lejlighed til at fortælle Labiche-slægtens tragiske historie: De var efterkommere af, hvad man før borgerkrigen kaldte frie slaver, der selv ejede et teglværk og slaver, som nådesløst blev unyttet. Men nordstatsstyrkerne frigav slaverne og brændte grunden ned til jorden, og sidenhen har slægtens historie været forbundet med fattigdom, rufferi, druk og selvmord.

Da Dave og Cletus særdeles hårdhændet afhører en alfons, røber denne kendskab til Daves mor og en viden om, hvad der hændte hende. Han påstår, at hun de sidste år af sit liv havde været prostitueret, og måske blev likvideret på grund af noget hun havde overværet. Da Dave naturligt nok ønsker at følge sporet, mødes han overalt af modvilje og tavshed. Det bliver stadigt mere uklart, hvem der lyver, fortier eller taler sandt.  

This time it’s personal
Også på andre måder bliver det dybt personligt.  To andre brikker i puslespillet: Den usympatiske og sjofle karriere-politimand Jim Gable og Louisianas statsadvokat Connie Deshotel kender begge Daves kone Bootsie fra tidligere. Og så dukker en intelligent, men sindsforvirret lejemorder gentagne gange op på Daves grund og tilbyder sin assistance, mens ’næsehornet’ Cletus indleder et forhold til Passion Labiche.

Fortid og nutid hører sammen – hvordan, må man selv finde ud af ved at læse bogen.

He’s back on track
Efter solnedgangsekspressen, som, jeg syntes, hørte til en af de lidt svagere bind i serien, som manglede nerve, er Smertens vej derimod elektrisk ladet med spænding, betydning, alvor og flænsende lyn over sumpenes grumsede vande.

Bogen er fornemt oversat af Søren Vinterberg, der også oversatte det foregående bind. Men altså, når nu Alafairs trefodede vaskebjørn igennem de foregående mange bind har heddet Trefod – hvorfor så pludselig ændre det til den engelske Tripod? Den er jeg ikke med på. Og så for lige at være pedantiske så hedder avisen i New Orleans ikke Times-Piscayune som der står, men Times-Picayune.   

Et sidste lidt sjovt kuriosum er det, at Alafair, Daves datter, der nu går i Highschool, i romanen giver sig i kast med at forfatte kriminalromaner. For i virkelighedens verden er James Lee Burkes yngste datter, der også hedder Alafair – Burke, nemlig en efterhånden succesfuld kriminalforfatter med flere udgivelser bag sig.     



Mae Gullory/Robicheaux

Mae Guillory/Robicheaux

Anafabetisk cajun-kvinde med drømme om social avancement. Moderen forlod Daves far, da Dave var dreng til fordel for en anden mand.

Vi hører gennem bøgerne flere gange om hendes utroskab, og om den virkning de forhold havde på Dave. Hun beskrives som en fyldig tiltrækkende kvinde. Hun arbejdede på vaskeri for 30 cent om timen, hvor der eller næsten kun arbejdede sorte.

´Hun havde store bryster og en fyldig krop, og det var, som om hendes seksualitet og hendes uskyld brast ud at tøjet, når hun dansede jitterbug, eller, et øjeblik senere, dansede en sjæler med Hank, varm og åndeløs i ansigtet, mens hans fingre gled ned over hendes ryg og æltede hendes bagdel ...

Toget kørte stadig på det samme Southern Pacific banelegme, der havde ført min mor til Hollywood i 1946, og med toget kørte stadig de samme vogne fra den  Sunset Limited-linje hun havde kørt med, måske med de samme ørkenlandskaber malet på væggene.

Sommetider, når jeg så toget køre gennem vintermarken med afbrændte sukkerrøsstubbe, kom jeg til at tænke over, hvad min mor mon havde følt, da hun trådte ned på perronen på Union Station i Los Angeles med pilleæskehatten kækt på sned og tasken knuget i sin lille hånd.

Troede hun mon, at den strålende luft og appelsintræerne og San Gabriel-bjergenes blå silhuet var skabt specielt for hende, for at blive opdaget i netop dette øjeblik, på en jernbanestation med et ekko som i en domkirke? spadserede hun ud i Stillehavets grønne bølger og mærkede sin kjole svulme over lårene og fylde hende med en seksuel nydelse, ingen mand nogensinde havde skænket hende?

Hvad gik det ud på?

Hitler og George Orwell havde allerde sagt det. Historiebøgerne skrives af og handler om denne verdens Terrebon'er, ikke om skøre kugler oppe på Mekong-floden eller folk, der dør under olieeksplosioner på en boreplatform, eller analfabetiske kvinder i Cajun- området, der tror, at Solnedgangsekspressens lokomotivfløjte kalder på netop dem. '  

Sidenhen forlod moderen Dave og faderen til fordel for en splejset, usympatisk kortspiller ved navn Mack.
Dave så moderen for sidste gang på en landevejsbodega ved Beau Bridge Highway

'Det var en ramponeret biks med billard og nogle piger, der trak, og mænd, der sloges om dem med knive og knækkede flasker ude på pakeringspladsen.

 Hun dansede med en fulderik henne ved jukeboksen, med maven presset ind mod hans underliv. Hun løftede ansigtet op mod ham, som om hun var fængslet af det, han sagde.

 Så opdagede hun, at jeg stod henne ved baren og kiggede på hende, hun så min hånd på vej i vejret for at vinke til hende, og hun sendte mig et kort smil, blikket glinsede mat af alkohol, og et glimt af uklar genkendelse gled hen over hendes ansigt og forsvandt igen lige så hurtigt , som det var dukke op.

Det var sidste gang, jeg så min mor. 

Moderen døde i 1967 - blev hun mon myrdet...?

Solnedgangsekspressen nr. 10 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke


Selv når James Lee Burke ikke er bedst, er han stadig blandt de allerbedste.

Da Megan Flynn, prisbelønnet og feteret fotograf, vender tilbage til Louisiana bliver plastret på et aldrig lægt sår flået af: for fyrre år siden fandt Dave og hans far Megans far, en kontroversiel fagforeningsmand, død, tortureret og korsfæstet til en ladeport.

En modbydelig gerning ladet med symbolik, en magtdemonstration ud i det ekstreme og makabre, og en klar  trussel til alle de kunne finde på, at sætte  de fattige frugt-og-bomuldsplukkere op mod det ’feudale’udnyttelsessystem og de magtfuldkomne plantageejere.

Megans tilbagevenden sætter Dave på den gamle sag, hvis aktører nok er ældet, men i den grad er alive and kicking.

Et filmhold, der skal producere en film om plantagearbejdernes slid og afsavn i 1940erne, hvidvaskning af penge, FBI’s ufine samarbejdspartnere og metoder er yderligere nogle af ingredienserne i denne roman, ligeså er portrættet af Daves moder, der i 1946 steg på solnedgangsekspressen til Hollywood og efterlod Dave.

Romanen hører ikke til blandt de bedste i serien, dertil er der lidt for meget automatpilot i plot og forbryderkarakteristik. Men selv i en mindre god bog af James Lee Burke, kan man alligevel fryde sig over sætninger som disse om henholdsvis en afstumpet bølle, der forandres af frygt og så en  vemodig og rørende karakteristik af moderens flugt ind i solnedgangen:

Min erfaring er, at den fysiske og følelsesmæssige forvandling, som nu og da indtræder med enhver bølle, altid antager én og samme form. Den fremkaldes af frygt, og virkningerne er som en flammes virkning på stearin. Det hånlige grin om munden og blikkets lede og foragt smelter bort og erstattes af et selvudslettende smil, en indrømmelse af ligegyldig svaghed over en oversukret tone af velvilje i stemmen. Upålideligheden er som en olie, der afsondres fra huden; tøjet kommer faktisk til at stinke af det.’
-
’Hun (Daves mor) havde store bryster og en fyldig krop, og det var, som om hendes seksualitet og hendes uskyld brast ud at tøjet, når hun dansede jitterbug, eller, et øjeblik senere, dansede en sjæler med Hank, varm og åndeløs i ansigtet, mens hans fingre gled ned over hendes ryg og æltede hendes bagdel.
Toget kørte stadig på det samme Southern Pacific banelegme, der havde ført min mor til Hollywood i 1946, og med toget kørte stadig de samme vogne fra den  Sunset Limited-linje hun havde kørt med, måske med de samme ørkenlandskaber malet på væggene.

Sommetider, når jeg så toget køre gennem vintermarken med afbrændte sukkerrøsstubbe, kom jeg til at tænke over, hvad min mor mon havde følt, da hun trådte ned på perronen på Union Station i Los Angeles med pilleæskehatten kækt på sned og tasken knuget i sin lille hånd.

Troede hun mon, at den strålende luft og appelsintræerne og San Gabriel-bjergenes blå silhuet var skabt specielt for hende, for at blive opdaget i netop dette øjeblik, på en jernbanestation med et ekko som i en domkirke? spadserede hun ud i Stillehavets grønne bølger og mærkede sin kjole svulme over lårene og fylde hende med en seksuel nydelse, ingen mand nogensinde havde skænket hende?

Hvad gik det ud på?

Hitler og George Orwell havde allerde sagt det. Historiebøgerne skrives af og handler om denne verdens Terrebon'er, ikke om skøre kugler oppe på Mekong-floden eller folk, der dør under olieeksplosioner på en boreplatform, eller analfabetiske kvinder i Cajun- området, der tror, at Solnedgangsekspressens lokomotivfløjte kalder på netop dem. '  

Ekstrainfo
Information bragte for øvrigt en interessant artikel af Tonny Vorm Portræt af storbyens sorte samvittighed, hvor Tonny vorm rigtigt skriver om James Lee Burke, at han tog noir-genren tilbage til dens originale rødder og på ny udnytter genrens kritiske potentiale:

’I USA var James Lee Burke og Sarah Paretsky blandt dem, der fandt genren nyttig til udtrykke indignation over Reagans politik og samtidig afspejle en nation splittet af Vietnam-krigen og Watergate-skandalen.For så vidt skriver Burke og Paretsky noir-romanen tilbage til dens originale rødder, der var næret af 30’ernes depression og befolkningens afmagt over for et politisk system, der i forfatternes øjne var præget af ambitioner om økonomisk og industriel fremgang for enhver pris – Burke gør det ved at fokusere på den traditionelle amerikanske regionalisme i sit portræt af det sumpede Louisiana, hvor moral er erstattet af grådighed, og alliancer mellem myndigheder og kriminelle trives uforstyrret;’

Læs hele artiklen her


Faderen Aldous Robicheaux eller Big Al Robicheaux

Aldous Robucheaux er Daves afdør far, hvis minde Daves tanker ofte kredser om med varme og vemod. Faderen repræsenterer på mange måde en forsvunden cajun-fortid.

Aldous arbejdede på oliefelter, hvor han var kendt som 'Big Al Robicheaux'. Og han omkom på en boreplatform, da den eksploderede og styrtede i vandet.

Aldous var en kæmpe af en cajun-mand, der drak og hellere end gerne opsøgte slagsmål. Dave fortæller om ham at:

I Antlers billiardbar i Lafayette skulle der syv strømere til at sætte ham i spjældet. Kampen ødelagde billiardlokalet totalt, fra ende til anden. De slag ham med knipler, brækkede stole på hans ryg og skuldre og fik til sidst hans mor til at overtale ham til at overgive sig, så de ikke var nødt til at skyde ham. Men fængsler og fattigdom og knippelsvingende strømere kunne aldrig knække ham. Dét skulle min mors utroskab til.

Efter moderen forlod familien, boede Dave alene sammen med sin far, der når han ikke sad i arresten for værtshusuorden, tog Dave med ud at fiske og med på jagt og lærte Dave at begå sig ude i den fri natur.

Til trods for at Dave har en akademisk uddannelse har det fædrene ophav formet hans skarpe retfærdighedssans, hans mod, usnobbede adfærd, og så har faderen i Dave sået en dyb mistilliid til de rige og veluddannede, der aldrig har skullet kæmpe for føden og oplevet hvor fornedrende fattigdom kan være.   

Daves bedste ven Cletus minderpå mange måder med sin uortodokse, slagfærdige bullerbasse-manerer om faderen - måske er det derfor, Dave så godt kan lide ham.

Skopudseren Mouth Broussard

'Cajun-folk har tit problemer med th-lyden på engelsk, og som følge deraf udelader de tit h-et eller udtaler t-et som et d. Derfor blev skopudseren Mouth Broussard, hele byens fælleseje, altid kaldet Mout'. I årtier har havde han passet sin skopudser-stand i kolonnaden uden for det gamle Frederic Hotel ...

Mout' havde statur som en høststak og arbejdede aldrig uden en cigarstump i mundvigen. Han var iført en grå kittel, et par numre for stor og med lommerne proppet med børster og sværte ... Han havde pudset sko for alle på rollelisten i 1929-indspilningen af filmen Evangeline, han havde pudset sko for Harry James orkester og for senator Huey Long, lige før Long blev myrdet....

Han gik med sidelæns buk i livet, hans øjne var blå af grå stær, den ene kind var spættet i hvidt og lyserødt af en besynderlig hudsygdom, som rammer farvede mennesker;
men han havde hængende skuldre så brede som en tyr og overarme som drænrør.'

Han er særdeles velorienteret om, hvem de nye spillere på det kriminelle marked er, og hvem der er hvem i den kriminelle underverden. Til hans store og bitre fortrydelse er sønnen Cool Breeze endt som småkriminel.

La Jolie Blon

Jeg satte Jerry Joes Jukeboks til og betragtede det kulørte lys der flakkede hen over plasicoverfladen som røg fra sporlysgranater. 

Der var to indspilninger af `La Jolie Blon´ i det halvmåneformede pladestativ, den ene med Harry Choates og den anden med Iry Lejeune. Jeg havde aldrig før tænkt over det, men begge de to mænds liv var ligesom for evigt kobblet sammen med denne uforglemmelige, smukke sang der udtrykte savnet så rent at man ikke behøvede fransk for at forstå sangerens følelser. `La Jolie Blon´handlede ikke om tabt kærlighed. 

Den handlede om en tidsalders afslutning.

Iry Lejeune var blevet dræbt på en landevej mens han skiftede dæk, og Harry Choates døde i en tilstand af alkoholisk vanvid i Austins byfængsel efter enten selv at have kvæstet hovedet mod tremmerne eller være blevet nådesløst gennembanket af fangevogterne.

Måske havde deres tragiske bortgang ikke noget at gøre med en sang som havde magt til at knuse hjerter. Måske var denne sammenkædning et produkt af min egen alkoholiske tankegang. Men jeg måtte alligevel sørge bare et øjeblik over deres død...
fra Cadillac Jukebox  


Sangen La Jolie Blon, eller Jole Blon, Jole Blonde bliver ofte kaldt Cajun-nationalsangen på grund af dens store popularitet og dybe rødder i cajun-traditionen.

James Lee Burke vender i  Dave Robicheaux-serien igen og igen tilbage til denne Daves yndlingssang, der danner en slags tematisk og stemningsfuld  'underlægningsmusik' til serien.  Her følger i kort form en fremstilling af sangens historie, forvandling og betydning gennem årene:

1928 - første version
Den første indspilning af Jolie Blon "Ma blond est partie" (Jolie Blond) blev optaget i 1928 på Old-Timey Records af Amadie Breaux, broderen Ophy Breaux og søsteren Cleoma Breaux.




Den originale tekst fra 1928 lyder sådan på henholdsvis fransk og engelsk:
Jolie blonde, regardez donc quoi t´as fait,
Tu m´as quitte pour tén aller,
Pour T´en aller,
Pour T´en aller avec un autre, oui, que moi,
quel espoir et quel avenir, mais, moi, je vais avoir?

Jolie blonde, tu m´as laisse, moi tout seul,
Pour t´en aller chez ta famille.
Si t´aurais pas ecoute tos les conseils de les autres
tu serait ici-t-avec moi aujourd ´hui

Jolie blonde, tu croyais il y avait just toi,
Il y a pas just toi dans le pays pour moi aimer.
Je peux trouver just une autre jolie blonde,
Bon Dieu sait, moi, j´ai un tas.

Pretty blonde, look at what you´ve done,
You left med to go away,
To go away with another, yes, than me,
What hope and what future an I going to have?

Pretty blond, you´ve left me all alone
To go back to your family
If you had not listened to all the advice of the others
you would be here with me today.

Pretty blond, you thought there  as just you,
There is not just you in the land to love me.
I can find another pretty blond,
Good God knows, I have a lot. 

I 1935 lavede Leo Soileau and the Hackberry Ramblers en ny version og kaldte den La Valse De Guedan.



Harry Choates  
Men det er Harry Choates udgave fra 1946 Jole Blon, der for alvor gjorde sangen populær, og som gør, at Harry Chaotes for eftertiden altid vil  bliver husket som ham, der gjorde sangen til en vaskeægte klassiker.







Harry Choates var ikke bare en af de mest indflydelsesrige cajun-musikere, men også en af de mest tragiske. Han var kendt som ' the fiddle king of cajun swing´eller ´The Godfather of cajun Music´. 

Harry Choates blev født i New Iberia, Louisiana i 1922.  I stedet for at gå i skole hang han som barn ud i barene, mens han lyttede til honky tonk og blues plader. Som 12 årig begyndte han at spille violin i barer og udskænkningssteder mod drikkepenge. Han døde så tidligt som i 1951 i fængslet i Austin, Texas hærget og vanvittig af druk.   

Senere versioner 
Utallige amerikanske musikere har ladet sig inspirere af og har lavet genindspilninger og hyldester til Harry Choates´ version - blandt andre Buddy Holly og Bruce Springsteen.  La Jolie Blon er altså at betragte som `evig grøn´.  




Portræt af de vigtigste personer i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke, Minos Dautrieve

Minos Datrieve

Høj slank kynisk, venlig mand med blond, kortklippet hår, der var begyndt at blive hvidt. Da han havde spillet forward for LSU (basketball) kaldte journalister ham  for Dr Dunkenstein. Fra at være hinandens modstander udvikler det sig gradvis til et venskab mellem Dave og Minos - Daves faste kontakt hos de føderale myndigheder. 

Cadillac Jukeboks: nr. 9 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Aaron Crown skulle aldrig være dukket op i vores liv igen. Han havde jo alligevel aldrig været en af os. Hans familie var lade skovfolk fra Nordlouisiana. Da de i sin tid kom til Iberia-distriktet, medbragte de deres hidtidige livsform: lejlighedsvise kvægtyverier på flodengene, ulovlig jagt på småvildt og – måske, sagde nogle – incest.  
Den perfekte syndebuk?
Der er bred enighed om, at den utiltalende Aaron Crown for 28 år siden med koldt blod skød og dræbte en sort bogerretsforkæmper. Derfor bliver det hilst særdeles uvelkommen, at et filmhold kommer og stiller kritiske spørgsmål til dommen og roder op i fortidens ugerninger – ikke mindst fordi den demokratiske guvernørkandidat har sat al sin prestige ind på at Aaron Crown tidligere klanmedlem, bliver dømt.
 Men Dave, der har arvet sin fars selvrådende væsen, føler intuitivt, at noget er galt, når alle er enige, og tvivlen begynder efterhånden at gnave i ham: Er Aaron Crown mon en al for belejlig syndebuk, sådan i bibelsk forstand, én folket uden samvittighedsnag kan pålægge alle sine synder og så drive ud i ørkenen eller rettere til slagtebænken i statsfængslet Angola for at sone egne ugerninger?
Med hjælp fra politimakker Helen Soileau og vennen Cletus Purcel begynder Dave at undersøge sagen nærmere, og han kommer derfor op mod stærke kræfter i form af den billedskønne guvenørkandidat Buford LaRose – der ellers er det perfekte billede på det nye syden – han har en dobbelt ph.d. grad, har progressive ideer, han ønsker at rette op på sin plantageejer-families mørke fortid, og han har en smuk og også veluddannet ung kone.
Forandre for at bevare?
Men noget tyder på at den perfekte overflade dækker over et kynisk magtbegær, der nok antager nye former, men som i sin essens ikke adskiller sig fra forne tiders. Situationen gøres ikke nemmere af, at Dave tidligere, i sin lange drukperiode, havde et forhold til Bufords kone, den intrigante Karyn LaRose.
En indiansk lejemorder ved navn Araña dukker pludselig op i Daves bådudlejning, mafiaen viser sig åbenbart også at have store interesser på spil, et monstrum af en frygtelig, sort lejemorder kommer på banen, og Aaron Crown flygter fra fængslet, og vil nu tage hævn over dem, der er skyld i hans ulykke, mens den demokratiske kandidat Buford LaRose ser ud til at vinde guvernørvalget.
Stemningsfuld og komplekse persontegninger
Det er en bog man læser med tilbageholdt åndedræt og stor nydelse især på grund af de komplekse persontegninger: Dave burde jo som liberal og humanist støtte en demokratisk guvernørkandidat, men hans personlige integritet og retfærdighedssans forbyder ham at ofre Aron Crown – et stykke white trash som må ofres for at forandringens vinde kan feje hen over de ældgamle, sumpede vande.
Aaron Crown er hverken det perfekte offer for justitsmord eller det ærketypiske eksempel på racistisk, degenereret voldsforbryder, som folk ønsker at tro al efter anskuelse. I Burkes prosa er Aaron Crown en hård, gennemforbitret og derfor også skræmmende mand:
 ’Hans ansigt var blodløst, og de grå hår strittede fra hans opsilede næsebor. Han var ikke længere en mærkværdig gammel mand, ikke engang et uvidende og ynkværdigt offer. Af en eller anden grund blev jeg, mens jeg stirrede ind i hans tomme øjne, fuldstændig overbevist om at han nok skulle have fundet en grund til at føre krig mod Buford LaRoses verden også selv om Buford LaRose aldrig var blevet født.’
En voldsomt spændende og nuanceret krimi med alt hvad et sydstatskrimihjerte kan begære.   
       

Portræt af de vigtigste personer i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke, Tee Neg

Tee Neg
Daves AA-kontakt.

Tee Neg er tidligere oliearbejder, nu barindhaver.

Han havde 'holdt sig ædru i syv år indtil han en dag trådte ind i en lystfiskerbutik med spiritusudsalg og bad om en spand maddingfisk.

Uden anden anledning end sin nagende bitterhed over de fingre han havde fået klemt af på en boreplatformen, ændrede han pludselig bestilling til en flaske whiskey og var så konstant beruset i de næste fem år. Hans næste AA-møde skulle finde sted i Angola-fængslet. '