Portræt af de vigtigste personer i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke, Kelso Andrepont

Kelso Andrepont:
Sort, biseksuel fangevogter fra/i helvede, der befinder sig i den svære ende af sværvægtsklasse.
Han er stort set lige modbydelig i sind som i udseende:
’Vores fangevogter, Kelso Andrepont, var en biseksuel mand på 150 kg der bevægede sig gennem livet med den samme rolige, træge sikkerhed som en gletsjer på vej ned ad en bjergside. Rynkerne på hans hals virkede fedtede og var fulde af modermærker der lignede rosiner limet fast til huden, og brilleglassene forstørrede hans øjne så de lignede lysende cirkler på størrelse med et par østers     

Flammende engel: nr. 8 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Da jeg havde læste cirka en fjerdedel af Flammende engel begyndte bange og forvirrede tanker at tage form i mit hoved: havde James Lee Burke tabt sit ellers så sikre og faste greb om fortællingen?

Ville plottet fortsætte med at være så mudret og uigennemskueligt? Måske fortællingen ville knække nakken på denne gang at være for ambitiøs, for dvælende og på at ville for meget - med for mange handlingstråde, der strittede i forskellige retninger?

Jeg fortsatte min læsning, og cirka halvvejs skifter fortællingen tempo, plottet strammes, de mange introducerede personer bindes tæt sammen af intrigen, og spændingen stiger til herlige faretruende højder.  Nok en kvalitetskrimi fra den gamle, garvede mesters hånd.

A Man returns to town
Da den kontroversielle og egensindige gangster, Sonny Boy Marsallus, der længe har holdt sig i skjult i junglekrigene i El Salvador og Guatemala, igen viser sig i New Orleans, og yderligere beder Dave om at opbevare en mystisk dagbog, sætter det fut i ikke så få magtfulde mennesker.

Den i James Lee Burkes bøger notorisk kendte mafiafamilie Giacano er nemlig på ingen måde tilfreds med, at Sonny Boy pludselig viser sit bronzefarvede hår og rødlige fjæs i New Orleans.

Siden forbudstiden har Giacanoerne nemlig siddet tungt på det kriminelle marked i området, og ingen trænger uden deres tilladelse ind på territoriet og giver sig i kast med spil, gamling, og pengeudlån, med mindre han har et udtalt ønske om at ende som fiskefoder, eller bare se, hvordan en kødhakker ser ud indefra.

Men Sonny Boy er ikke som de fleste. Han gør, hvad der passer ham, og mister ikke mælet ved mødet med kødbollerne. Sonny Boy handler ikke med narko, eller våben, men låner gerne penge ud til prostituerede, der ønsker at begynde et nyt liv. Til sidst må han dog som nævnt flygte ud af USA til den centralamerikanske jungle, da mafiaen har fået mere end nok.

Og hans kryptiske dagbog indeholder nemlig optegnelser, der viser en forbindelse mellem mafiaen, narkoruten fra Latinamerika og våbenhandlerne, der holder konstant gang i de mellemamerikanske krigskedler.  

Plantageejeren, de sorte og den forbudte kærlighed
En ulykke kommer sjældent alene for Dave Robicheaux, for plantageejeren Moleen Bertrand, som Dave kender fra langt tilbage, vil ekspropriere en række ejendomme, hvor der bor nogle sorte familier.

Rygtet vil vide, at det drejer sig om fund af sydstatsguld fra borgerkrigen, men virkeligheden viser sig mere beskidt og jordnær. Op af mulden dukker også et skjult og tabubelagt kærlighedsforhold mellem plantageejer Moleen Bertrand og den sorte kvinde Ruthie Jean Fotentot.

Fortiden er i præsens, som altid i Burkes romaner, for dårligdommene og uretfærdighederne består ligeså lyslevende som for hundrede år siden: racismen, den nedarvede fattigdom og elendighed, koncentrationen af magt på meget få, hvide, velmanicurerede, men skruppelløse hænder er den samme som fra før borgerkrigen. Men med hjælp fra den flammende, udødelige engel, som er Sonny Boy Marsallus, gør Dave sit for at rette en smule op på tingens urimelige tilstand.

Bogen er fortræffeligt oversat af den faste Burke oversætter Ole Lindgård Henriksen, der forstår at indfange Burkes sprogtone i et flintrende dansk. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at min udgave (bibliotekets!) har så forholdsvis mange slåfejl.
 Nå men læs den, nyd den og gys.

Joe Hill
 Sunny Boy Marsallus samlignes med Joe Hill. Til dem der som jeg ikke ved´, hvem han var, kan jeg oplyse følgende:

Bonusinformation:
Joe Hill (1879-1915) var indvandrer fra Sverige og hed egentlig Joel Emmanuel Hägglund alias Joseph Hillstrom. Han var fagforeningsaktivist, arbejderdigter og protestsanger. Han blev dømt og henrettet for mord i 1915 i Salt Lake, Utah. Han regnes for en af det 20.århundredes mest betydningsfulde protestsangere og har været genstand for et væld af film, bøger og teaterstykker. Han er blevet kaldt The man who never dies – en evne Sonny Boy Marsallus jo også deler.

Portræt af de vigtigste personer i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke, sheriffen i New Iberia

Sheriffen i New Iberia

Daves overordnede. Sheriffen, som han bare kaldes, har aldrig været politimand, før han blev valgt til sit embede - han har tidligere været indehaver af et renseri - men han er en god administrator. Han er hæderlig, retfærdig og sindig, lidt grå og fantasiløs, og så er han i sær påpasselig med ikke at misbruge sin magt -og med at Dave heller ikke gør det, hvilket giver nogle gnidninger de to imellem. Men grundlæggende er deres forhold præget af stor gensidig respekt.

Sheriffen har været værnepligtig marineinfanterist i Koreakrigen, noget han dog under ingen omstændigheder taler om.

Han har røde, kornede kinder fyldt med små blodårer på grund af for højt blodtryk, 'franskmændenes lille runde og kløftede hage´, begyndende mave, tyndt hår, og som den lidt satte bedsteborger han er, ryger han pibe.

Portræt af de vigtigste personer i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke, Helen Soileau

Helen Soileau

Helen bliver introduceret i bind 8 ' Flammende engel' som Daves nye makker. Hun beskrives som blond og muskuløs. Hun taler vulgært og grimt som en havnearbejder, og hun søger ligesom bevidst hele tiden modstand og  konfrontationen med forbryderne. Hun er, som Dave opdager, lesbisk og måske den latente frygt for, at det skal blive kendt i hele politistyrken, udgør noget af forklaringen på, hvorfor hun altid kommer de negative kommentarer i forvejen - ved at overgå dem.

Gradvis udvikler Dave og Helen dog en vis forståelse for hinanden, og selv Cletus nærer i det skjulte en vis sympati for hende.

Portræt af de vigtigste personer i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke, Cletus, Alafair, Bootsie m.f.

Cletus Purcel
Cletus Purceler Dave Robicheaux gamle makker fra sin tid i New Orleans politistyrke. Cletus/Clete er af irsk afstamning. Han er et ordentligt brød med en voldsom appetit på god mad, alkohol, cigaretter, kvinder og gambling. Han kæmper en konstant, men forgæves kamp med at holde vægten nede med vægtløftning og løbeture. Han har sandfarvet hår, og et ar løber ned gennem det venstre øjenbryn. Han kører i en halvsmadret chatreusegrøn cadillac, han har købt af et medlem af mafiafamilien Giacano.

Han må i Delta Blues forlade politiet og flygte til Latinamerika efter at være afsløret som korrupt og have myrdet en forbryder for mafiaen.
I Guatemala arbejder han for militærjuntaen, men i Black Cherry Blues vender han tilbage for i Montana at arbejde for mafiaen, noget han siden fortryder bitterligt. Til trods for sin kompromisløse, bulldozer-facon og sin blakkede fortid bliver Cletus efterhånden Daves bedste ven altid parat til at hjælpe Dave med at afklapse ’kødbollerne’ – mafiamedlemmere, måske hans måde at sone på?
Han slår sig siden igen ned i New Orleans og starter sit en-mands-detektiv-bureau.
Karakteristika:
En kæmpe af en mand - umulig at overse.  Han bærer næsten altid en blå bøllehat på hovedet, ofte ærmeløs T-shirt med de rød- skoldet træstammer af arme, Budweiser-shorts og en cigaret skruet fast i munden. Hvor Dave er grubler og velformueret melankoliker med pludselige vredesudbrud og handlekraftig voldsomhed, er Cletus' 'røde lampe' konstant tændt, de kvikke, morsomme bemærkninger falder i en lind strøm, der kun overgås af antallet af uddelte øretæver.      

Alafair
Daves adaptivdatter fra El Salvador. Dave redder hende ud af et havareret fly i Delta Blues. Hun er opkaldt efter James Lee Burkes egen datter, Alafair Burke, der for øvrigt også er forfatter. Hendes bedste ven ud over Dave og Batist er den durkdrevne Trefod – en vaskebjørn med kun tre fødder.  

Alafair med Trefod i filmatiseringen af Genfærdsgeneralen
Anna Ballard
Socialarbejder. Daves anden kone, der koldblodigt bliver henrettet i Delta Blues.

Bootsie:
Daves tredje kone og ungdomskæreste. De mødes på ny i Flamingo Blues og bliver senere gift. Bootsie har tidligere været gift med et mafiamedlem. Bootsie lider af den farlige Lupus-sygdom, der påvirker immunforsvaret, så det angriber kroppens raske celler.

Bootsie i Genfærdsgeneralen

Batist
Daves handyman og trofaste hjælper i bådudlejningen. Batist  taler cajun engelske. Han er sort og særdeles muskuløs. Har arbejdet også for Daves far. Ryger cigarer og er opdraget i den kreolske katalocisme med elementer af voodoo og forbandelser –gris-gris-  med mere. 


Batist fra Genfærdsgeneralen
(Dave om Batist):
 'Jeg kunne ikke bestemme hans alder, men han havde været teenager under 2. verdenskrig, hvor han arbejdede for mr. Antoine, en af Louisianas sidste overlevende sydstatsveteraner,  mr. Antoine havde testamentarisk efterladt Batist et stykke jord og et lille træhus nede ved floden, og i årenes løb havde Batist drevet lidt landbrug der og øget sin indkomst med fiskekrog og ruser sammen med sin far, havde begravet to koner og opdraget fem børn, der alle sammen klarede sig gennem high school.

 Han var analfabet og undertiden kværulantisk og havde aldrig været længere hjemmefra end New Orleans i den ene retning og Lake Charles i den anden, men jeg havde aldrig kendt nogen mere loyal og ordentlig.


Trefod
Vaskebjørn med kun tre fødder. Durkdreven og på evig jagt efter noget spiseligt i bådudlejningen til Batist store ærgrelse.

Ben Motley
Den eneste sorte politimand i afdelingen i New Orleans. I begyndelsen virker han usympatisk, fjentlig og afstumpet, men som bøgerne skrider frem opstår en vis gensidig respekt mellem Dave og Ben. Ben har et blakket ry, da han for år tilbage lod 7 fanger dø i en elevator. Han er overvægtig og spiser ofte isvafler.

Nate Baxter
Repræsenterer al det Dave afskyer: korruption, mandchauvinisme, racisme, magtbegærlighed. Nate er politimand i New Orleans, og han er vel Daves ærkemodstander indenfor politiet. Nate er veltrænet, rødblond, med vigende hårgrænse og et rødligt skæg. Han plejer tætte bånd med mafiaen og udnytter sit politiskilt til at få 'gratis omgange' ved de prostituerede.  










Portræt af de vigtigste personer i Dave Robicheaux-serien - Dave Robicheaux

Dave Robicheaux:
Tommy Lee Jones i rollen som Dave Robicheaux
i filmatiseringen af Genfærdsgeneralen.
Lee Jones ligner i slående grad
 forfatteren James Lee Burke
Peronlige oplysninger og levnedsløb

Dave Robicheaux er født i 1938, og er derved to år yngre end forfatteren. Dave er seriens altoverskyggende hovedperson og fortæller, og har foreløbigt været hovedperson i atten bind.

Dave er født og opvokset i New Iberia, Louisiana. Han er af Cajun – afstamning, det vil sige, at han nedstammer fra de franske kolonialister, der i 1760’erne kom til Louisiana fra Canada.

Efter moderen stak af med en anden mand, boede Dave som barn alene med sin fattige, slagfærdige og alkoholiske far, der lærte Dave at påskønne Louisianas storslåede og vilde natur. Faderen omkom, da den boreplatform, han arbejde på  eksploderede og styrtede i havet.

Allerede som ung mand begyndte Dave at lide af vedfarende mareridt, mørke depressioner og alkoholiske tilbøjeligheder, hvilket blandt andet ødelagde det spirende forhold til ungdomskæresten Bootsie i 1957, de to finder dog sammen igen mange år senere, som vi hører om i Flamingo Blues.

Dave læste engelsk på universitetet, uden dog at gøre brug af sin uddannelse. For efter studietiden blev Dave som så mange andre unge mænd fra hans generation sendt til Vietnam i USA's ulykkessvangre kamp mod nordvietnameserne.

De forfærdelige og traumatiserende oplevelser i Vietnam, hvor Dave i øvrigt avancerede til løjtnant, ændrede for altid Daves livsbane. Da han kom hjem til USA var det med gevaldige tømmermænd og et konstant behov for whisky og iskolde Jax. Efter at være så nogenlunde tørlagt, han går til stadighed til møde i AA, drikker han nu mest Dr Pepper eller 7up.  

Dave kom ind i politiet og arbejdede første i New Orleans, senere sagde han arbejdet op for at hengive sig til sin bådudlejning, det varede dog ikke længe før han igen grundet finansielle problemer tog hvervet op igen nu i New Iberia.  

 Hans første kone gik fra ham efter at have fået nok af hans selvmedlidenhed og druk og forlod ham til fordel for en rig oliemand. Hans højtelskede anden kone, Anne Ballard, blev koldblodigt henrettet af nogle lejemordere på jagt efter Dave. Den tredje kone, ungdomskæresten Bootsie, har tidligere været gift med en berygtet gangster.  I Delta Blues reddede han en lille salvadoransk pige ud af et havareret fly, adopterede hende og gav hende navnet Alafair. 

Karakteristika:

veltrænet, sort overskæg og en lille hvid plet i håret over det ene øre.Dave Robicheaux er konstant på kant med loven i sin jagt på forbrydere.

Han er uortodoks, belæst og vidende, en farlig kombination, der skaber ham mange fjender i en politistyrke hovedsagligt bestående af hvide, halv-eller-hel-racistiske rednecks.

Dave er ridderlig, troende og praktiserende katolik, med socialt engagement og en stærk retfærdighedssans. Han er af gemyt empatisk og melankolsk, men når han ser rødt tager han fat med en voldsomhed og grundighed, som ikke står tilbage for de forbryderiske bagmænd.
Hans bedste ven er ekskollegaen og privatdetektiven Cletus Purcel.

Bonusoplysning: Han bliver af venner og bekendte kaldt 'Streg', og af Cletus for 'ædle manner'.

Interesser:
Løb, styrketræning og lystfiskeri.
Dave er velbevandret i litteratur og har læst og læser meget -  ikke mindst i de mange søvnløse nætter. Udover litteratur læser Dave også gerne historiske værker -  fra Den Amerikanske Borgerkrig, Louisianas historie,  Den Franske Revolution, 2. Verdenskrig, Romerriget m..m.m. afslører Dave i løbet af romanerne en forbløffende bred og detaljeret historisk viden.

 Også musik hører til blandt hans store interesser. Han har en stor samling af 78 plader af mestendels jazz og dixie musik - noget der spiller en central rolle i romanen Dixie. En helt speciel plads i musikhjetet indtager den melankolske cajun-franske kærlighedssang sang med titlen La Jolie Blond. Dave og James Lee Burke vender hele tilden tilbage til den sang, der for dem begge repræsenterer en svunden tid, der er for altid er borte.

Når spritslangerne hvæser 

Når bølgerne går højt, eller de alkoholiske slanger i maven hvæser og vrider sig efter sprit, holder Dave dem nede med et glas mælk, og får lidt ro ved koncentreret at sætte sig ved picnicbordet og skille og smøre sin halvautomatiske pistol. Det drejer sig om en U.S. Army kaliber 45 fra 1911 som han har købt i Saigons Bring Cash Alley for tyve dollars.
Sagt om Dave

'Du skjuler dine følelser lige så godt som en kat i en tørrtumbler' (vennen Cletus)

'Du kan ikke lide rige mennesker. Du tror, vi står midt i en klassekamp. Men det er nu ikke alle velhavende, der også er røvhuller' (Sheriffen i New Iberia)

'Du er et klassisk eksempel på passivt-aggresiv adfærd, Dave. Ja, ikke for at fornærme dig. Du foregiver at være liberal og humanist, men de gamle vaner styrer stadig dit hjerte' (Buford LaRose)

' Du vil gerne spille rollen som billedstormer bland filistrene' (Karyn LaRose)

Dixie bind 7 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Action-packed -kriminalroman med indlagte overvejelser om volden og ondskabens anatomi
Den amerikanske udgave
Ude i den Mexikanske Golf, ved Mississippiflodens udmunding ligger, på dybt vand, en undersøisk sandbanke, hvor vraget af en tysk ubåd fra 2. verdenskrig  skvulper frem og tilbage.
Das Boot
Dave Robicheaux er flere gange tilfældigt stødt på vraget under sine dykninger - også i et foregående bind, har vi hørt om Ubåden. Dave bliver tilbudt en stor findeløn, hvis han kan udpege ubådens nøjagtige placering.
I første omgang afslår han tilbuddet, men da hans tro medarbejder i bådudlejningen, Batist, anklages for en række makabre mord og kun kan løslades mod meget høj kaution, går Dave modvilligt ind på den jødiske rigmand og demokratiske politiker Hippo Bimsteins tilbud.  
Men det ikke kun Bimstein, der er interesseret i Ubådens hemmeligheder. Også en flok nynazister anført af en mystisk psykopatisk jernmand, der kalder sig Will Buchater, vil for hver en pris have fat i ubåden.

Psykologisk spil og bullerbassens amokløb
Buchalter kører et psykologisk kispusspil med Dave, hvor han i ly af nattens buldrende mørke sniger sig ind og ud af Daves hjem, lægger beskeder og sætter musik på grammofonafspilleren. Buchalter virker til konstant at være et skridt foran Dave, og Bootsie, der er skræmt fra vid og sans, flygter ind i de alkoholiske tåger.
 Sideløbende har Daves gamle politimakker, Cletus Purcel, gang i et større en-mands-amokløb mod mafiafamilien Caluccierne – højdepunktet er, da Cletus som en anden Brutalis egenhændigt ligger en af mafiosobrødrenes palæer i grus. Dommedagsprædikanten Broder Oswald står med sine uforskammetheder og undergangsvisioner holdt i skinger mol for det ufrivilligt komiske indslag.
Nettet strammes, trådene samles, og selvfølgelig kommer det til en afgørende konfrontation ude på havet mellem Mr. Evil og Dave Robicheaux.  
Den iboende onskab
Det er en velsmurt, kulørt og spændende tju-bang-historie, der bag al actionen handler om menneskets iboende ondskab, der ingenlunde er forsvundet med menneskerettighederne, oplysningen, demokratiet og det moderne tolerante samfund, men derimod er mere dunkel, uklar og skræmmende netop, fordi den ligger som potentiale i ethvert menneske. Som Dave formulerer det:
‘… ganske få mennesker er substantiver. De fleste er snarere adverbier – bi-omstændigheder ved en lang og trættende begivenhedsrække, som sjældent fører til at den klart definerede synder med det sorte hjerte og den dæmoniske intention bliver stillet for skarprettere…

Jeg tror faktisk, vi tiltrækkes af film om mafiaen, fordi den vold og ondskab som fremstilles her, tilsyneladende har en forklaring, en begyndelse, og ende. Den skyldes kun én bestemt gruppe mennesker, som i den fiktive fremstilling endda er af tragiske dimensioner, og vi kommer efterhånden til at tro på at problemet ikke er noget almenmenneskeligt.

Men jeg tror, virkeligheden er en anden.’

Det gør jeg også!

Cajun-ordliste til James Lee Burkes romaner fra Louisiana


Cajun:
Louisianas franske kulturbaggrund indebærer, at en mængde franske ord og vendinger indgår uoversat i cajun-befolkningens dagligsprog, også når der tales engelsk. Disse ord er fremmede også for amerikanere uden for Louisiana og er derfor heller ikke oversat til dansk i James Lee Burkes romaner. Nedenfor gives en kortfattet ordforklaring til nogle cajun-udtryk der hyppigt optræder i romanerne .




-          beignet en slags firkantet æbleskive bestrøet med flormelis. Spises til kaffe
-          boudin – varm, krydret pølse af svinekød(evt. skaldyrskød)
-          bourrée – hasardspil fra Sydlouisiana. Indsatsen stiger eksponentielt i spillets løb

-          cajun (acadian) – nutidens arcadians nedstammer fra de franske kolonialister i Arcadia (Nova Scotia i det nuværende Canada) – et navn Frankrig gav sine ’maritime besiddelse’ ved Nordamerikas Atlanterhavskyst. Da området var kommet under britisk kontrol, blev ca. 6.500 arcadians i 1755 tvunget til at forlade området, fordi de ikke ville aflægge troskabsed til briterne. De spredte sig ud over de britiske kolonier og nåede i 1760’erne frem til Louisiana. Udtrykket cajun er en forvanskning af arcadian. I Louisiana er en cajun enhver, der har arcadians som forfædre.

-          cush-cush cajun-morgenmad bestående af majsbrød opløst i mælk
-          dirty ricekogte ris sauteret med grøntsager og kråser
-          étouffée – opbagt sauce/stuvning på tomatbasis. Krabbe og reje-éttouffée er specialiteter i New Orleans området
-          graton(eller cracklins) – flæskesvær, ofte krydret efter cajun-madtradition.
-          gumbo – tyktflydende, krydret suppe med grøntsager, ris, krabbekød og rejer. Specialitet fra New Orleans-området.
-          poor boyvarm sandwich bestående af flûtes med roastbeef, fisk, skaldyrskød, krydderier og dressing
-          sac-a-lait – aborre med hvid bug (’mælkesæk’, heraf navnet)
-          sauce piquante – stærk, krydret sauce. Traditionel ingrediens i Louisianas madkultur, produceres lokalt i mange varianter (f.eks.på Tabasco-fabrikken på Avery Island syd for New Iberia.)
-          zydeco – rytmisk blandingsmusik opstået blandt Sydlouisianas sorte kreolske befolkning. Typiske instrumenter er harmonika, vaskebræt, violin, guitar, ( i de senere år suppleret med saxofon og elguitar/-bas). Baseret
-          på afro-caribiske (danse) rytmer og amerikansk folkemusik.
             


(Fra den danske oversætter Ole Lindegård Henriksens appendiks til Genfærdsgeneralen af James Lee Burke)

Genfærdsgeneralen bind 6 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

James Lee Burkes indignation over århundredes overgreb, mord og undertrykkelse løber som et flammende ildspor gennem romanen, hvor også genfærd, overnaturlige fænomener og legenden om Kong Arthur finder deres rette plads.

Ugler og lig i mosen

Et filmhold fra Hollywood er kommet til New Orleans for ude i det sumpede og fugtige Louisiana at optage en film om Den Amerikanske Borgerkrig. Men det er den skjulte pengemand bag, der skaber røre i det stillestående sumpvand, og fundet af et groft skændet kvindelig bekræfter Dave Robicheaux’ anelser om, at der er mere end ugler ude i mosen.
Det begynder på vanlig vis med en mindre tilforladelig tilfældighed: Dave arresterer den skandaleramte skuespiller, Elrod Sykes, der spiller med i borgerkrigsfilmen, for spirituskørsel.  
Sykes har dog mere på samvittigheden end bare druk: under optagelserne ude i sumpen, beretter han, er der dukket et gammelt mosbegroet skelet op lænket med kæder. Skelettet befinder sig præcis samme sted som Dave i 1957, som ung overværede to hvide mænds koldblodige henrettelse af en sort fange.
Flere kvinder myrdes, og Dave bliver stadigt mere overbevist om at mafioso og tidligere skolekammerat, Baby Feet Balboni, som altså også er producent på filmen har en beskidt finger med i spillet. Dave får så i det videre opklaringsarbejde bistand af FBI i form af den kvindelige agent Rosie Gomez.

Fortiden spøger
Fortiden spøger på alle niveauer, og pludselig ser Dave også i nogle tågede syner – måske forsaget af LSD-forgiftning – den afdøde sydstatsgeneral John Bell Hood, der som en anden Kong Arthur viser sin ridderlige skikkelse, når nøden er størst.
Gamle forbrydelser og fortrydelser blander sig med nutidige ugerninger, og Dave indleder et apokalyptisk enmandsridt mod forbryderne. Med sin indædte og ensomme kamp mod vindmøllerne i form af griske og skruppelløse bagmænd, forsøger han at rette en smule op på årtiers om ikke århundredes negligering, uretfærdighed og racisme.
Vennen Cletus og Daves familie er stort set fraværende i dette bind, der indeholder den hidtidige krasseste kritik af det amerikanske samfund. 
Velskrevet og spændende. Genfærdshistorien virker en smule søgt, men beskrivelserne af scenerne med genfærdssoldaterne er (som altid) ladet med spænding, atmosfære og liv.

Hvide duer ved daggry af James Lee Burke

 Den Amerikanske Borgerkrig er ramme for Lee Burkes blodige og stærk medrivende historiske roman om Louisiana før under og efter krigen. Den handler om slaveriets trællebånd, om hævn, fortrydelse, blodets tykke bånd, magtens tomhed, desillusion, og verden som skyggespil, - og så er romanen en beskrivelse af den gamle verdens bortgang og det nye forandrede USA, der rejste sig af krigens aske.

 The Civil War
Det er ikke en krimi James Lee Burke har skrevet med Hvide duer ved daggry (2004), men bogens temaer og det dampende hede Louisiana, vil være velkendte for læsere af hans Dave Robicheaux-serie.

Størstedelen af romanen foregår i de skelsættende år fra 1861-1865, hvor USA blev sønderrevet i en blodig og brutal borgerkrig, hvis konsekvenser romanen skildrer - ikke bare gennem de mange dræbte og lemlæstede -, men også via det mentalitets–og civilisations skred som fulgte som en konsekvens af krigen. Og det skildrer Lee Burke særdeles troværdigt og livagtigt i sin roman.

Farverigt persongalleri
Romanen har et stort og veludviklet persongalleri, men de centrale personer er:
-          Den fattige men belæste og meget selvbevidste Willie Burke
-          hans ven Robert Perry, der er ung arving til en slaveplantage (de to er i blandt James Lee Burkes forfædre)
-          sygeplejersken, idealisten og den smukke nordstatspige Abigail Bowling – hvem de to venner Willie og Robert begge er tiltrukket af
-          den ambitiøse og lærenemme mulat slavepige Flower, der er ulegitim datter af den store mand på egnen -
-          Plantage-og slaveejer Ira Jamieson, der er en særdeles usympatisk, forloren, magtfuldkommen og kynisk mand, men som samtidig også - som et hvert magtmenneske – er et ensomt, trist, paranoidt og til tider rørstrømsk og sentimentalt menneske.
-          Og så fanden selv i menneskelig forklædning – Rufus Atkins - Ira Jamiesons morderiske håndlanger.

Dette er blot hovedpersonerne, der alle skildres indgående i løbet af romanens kun trehundrede sider. Derudover er der et væld af karakterer, der går ind og ud af fortællingen, som handlingen skrider frem. Dette til trods -James Lee Burke er ikke krimiforfatter for ingenting- holdes handlingen sammen af et velkomponeret plot, hvis begyndelse og ende, når hinanden i romanens finale, hvis kulmination, der bygges effektfuld op til gennem hyppige synsvinkelskift og suspense.

Én verden går under og en ny opstår
Med en blanding af afstandtagen og bevæget melankoli beskriver Lee Burke på karakteristisk nuanceret vis den sydstatskultur, der engang var - på godt og ikke mindst ondt.

Willie Burke melder sig ved krigens udbrud uden tøven på Konføderationens side, dels fordi, han er bange for at blive opfattet som mindre mand, hvis han ikke gjorde, men også fordi, han lige som mange af de andre i romanen er bange for at noget skal gå tabt, hvis Unionen sejrer.

 En form for lokalpatriotisme, der er mere irrationel, uforklarlig og måske uforståelig end den, der driver Sydstaternes store plantageejere, som først og fremmest er drevet af smålig skelen til profit og fastholdelse af deres egen magt og rigdom, som hviler på hensynsløs udbytning af de sorte slaver. Som slave-ejer Ira Jamiesons far så nøgternt og realistisk konstatere: Der er ingen forskel på hvide og sorte, og når de finder ud af det, bliver alt det her taget fra os.


Krigens gru efterlader mange af personerne med ar, desillusion og vemod over en tabt verden, mens det nye for andre betyder frisættelse fra slaveriet og plantageejernes despotisk regime. Det er dog bestemt ikke alle, der vil anerkende Sydstaternes uundgåelige nederlag.

 Disse forbitrede går sammen og danner kutteklædte broderskaber, der via terror, mord og trusler vil tvinge tidens hjul tilbage, straffe fraternisering med fjenden og genetablere den hvide mands ukrænkelige råde og halsret over de sorte i racistiske fællesskaber som White League og Knights of White Camellia, der må være forløbere til det senere Ku Klux Klan.

Undertrykkelsens nye former
Og undertrykkelsen finder nye former i skikkelse af korrupte hævngerrige og begærlige nordstatsfolk og kyniske overlevere som Ira Jamison, der efter krigen lejer sin jord ud til straffefangelejre, så pekuniær fortjeneste og undertrykkelse fortsat kan gå hånd i blodig hånd.
      
Det er en velfortalt og spændende historie. Og på på relativ kort plads opruller James Lee Burke med sin velkendte fine prosa en hel verden af i går i et sansemættet og modsætningsfyldt billede. Dog, hvis jeg skal være bare en lille smule kritisk, så er de sproglige billeder nok lidt mere automatiske, gentagende og løse end i de foreløbig fem Robicheaux-krimier, jeg har læst – en mund med tænder som en række væltede gravstene – gentages flere gange  m.v.

Og så er der også en person, der dør på næsten fuldstændig samme vis som en skurk i Flamingo Blues Men altså, jeg følte mig underholdt på et meget højt plan gennem alle bogens dramatiske sider.

P.S. lad ikke den danske udgaves temmelig uelegante, valne-efterstræbt patina-agtige forside skræmme dig væk fra en god og meget læseværdig historiske roman.  

En støvet hvid aura, bind 5 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Seriens fire foregående bøger har alle haft et særdeles højt niveau. En støvet hvid aura er den foreløbig mindst gode. Men selv en halv-god krimi fra James Lee Burkes hånd er mange stykker bly bedre end den store lunkne masse af forudsigelige skabelon-krimier.

Det bliver i familien

Opklaringen af mordet på en politibetjent,leder Dave Robicheaux til en konflikt med den nærmest sagnomspundne og berygtede Sonnierfamilie, hvis medlemmer Dave kender særdeles indgående. Das unheimliche, det uhyggelige - der er nært knyttet til hjemlige, velkendte og nære- præger stemningen i romanen. For i Sonnierfamiliens utrygge skød lurer monstrene overalt, og det fortrængte stikker konstant sit fæle, forvrængede ansigt frem .


Her i bogens åbningspassage får læseren et indblik i, hvad der venter ham og Dave Robicheaux:  


Den amerikanske udgave

’Jeg havde kendt Sonnier-familien hele mit liv: havde gået i katolsk underskole i New Iberia sammen med flere af dem, havde været i Vietnam sammen med en af dem, havde i en kort periode kommet sammen med Drew, deres yngste, før jeg rejste bort for at deltage i krigen.

Men som Drew lærte mig, hører Sonnier-familiens medlemmere til de mennesker, man holder mest af på afstand – ikke på grund af, hvad de er, men snarere på grund af, hvad de repræsenterer: et sammenbrud for et eller andet genetisk eller familiemæssigt element, der egentlig skulle holde menneskeheden sammen.

Sonnier-børnenes baggrund var af en sådan art, at man instinktivt følte, at man ikke har lyst til at vide for meget om den – på samme måde som man ikke har lyst til at lytte til den historie, en desperat og plaget sjæl plaprer ud med på et natværtshus.

Som politimand er jeg af den erfaring, at pædofile er i stand til at fungere og klare sig i lange perioder, mens de tilføjer snesevis – eller måske endda hundredvis – af børn sår på sjælen, fordi ingen ønsker at tro sine egne fornemmelser angående symptomerne hos forulemperen. Vi frastødes og vamles ved de billeder, som bemægtiger sig vores bevidsthed, og vi håber imod al sandsynlighed, at problemet i virkeligheden bare er, at vi har misforstået et eller andet.’

Sonnier-sagaen
I takt med at fortiden genopføres, afdækkes fortællingen om familien Sonnier. Alle børnene, der nu er voksne, har været udsat for vanrøgt og misbrug. Det drejer sig om: Weldon Sonnier, den ældste af Sonnier-børnene, der ernærer sig som oliespekulant, og måske plejer lige lovlig tætte bånd med mafiaen i New Orleans. Derudover er han gift med en søster til en kontroversiel, racistisk politiker i Louisiana, Bobby Earl, – der også på sit CV kan tilføje ledererfaring indenfor Ku Klux klan.

 Lyle Sonnier, tidligere Vietnam-veteran, er en småsvindler, autodidakt prædikant og healer. Og Drew Sonnier, der var kæreste med Dave i ungdomsårene, bærer på en skyldbetynget samvittighed sort som sod. Og så hjemsøger den afdøde sadistiske djævel af en far stadig dem alle.    

Med hjælp fra sin gode ven Cletus, der nu har slået sig ned som privatdetektiv, går Dave i gang med at grave dybere i de gamle, aldrig lægte sår i den degenerede Sonnier-familie. Herved  kommer de også i kontakt med en utilregnelig mafiaboss ’med en moralsk dybde og kompleksitet som nyblandet cement’.  

Mens plottet er knap så vellykket denne gang, er det Lee Burkes evne til stemningsfuld fabulation, der overbeviser. Han kan tilsyneladende bare blive ved med at puste liv i spændende skæbner på fortællingens kringlede veje. Tilbageblikkene på Sonnierbørnenes opvækst er et studie i gru og ondskab.   

Det (u)perfekte menneske
Den halvtredsårige Robicheaux præges også af ængstelse på hjemmefreonten, hvor hans kones helbred gradvis forværres. Der tilføjes i fortællingen yderligere facetter til hovedpersonen, der fremstår som et ægte, uperfekt menneske plaget af skyldfølelse, afmagt, vrede, ængstelse og melankoli, men som bæres oppe af en dyb kærlighed til familien og naturen. Derfor ønsker man at høre mere om Dave og at vende tilbage til det genkendelige univers – med Cletus, Trefod, Alafair, Batiste, bådudlejningen og Louisianas storslåede natur.

Dave Robicheaux er handlingens mand, når det gælder, og han kan slå en særdeles prober næve. Men i James Lee Burkes ferme fremstilling, er Daves barske fremfærd aldrig et postulat, en karikatur, eller en facade af letkøbt kynisme – den, der minder om enhver rappers forfængelige, men lidet overbevisende insisteren på autentisk, rå mandighed og keeping it real-attitude.  Dave Robicheaux er derimod, som sin skaber, fuld af kundskaber og besidder dyrekøbte indsigter i, hvad der rører sig i menneskets sjæl.  Og heldigvis for læseren, deler han rundhåndet ud af disse sine betragtninger.           

P.S. Som de tidligere bind i serien er også dette smukt oversat af Ole Lindegård Henriksen. Bare ærgerligt med de genkomne slåfejl, der dog er blevet færre end i de to første bind i serien.