Narrenes fest, bind tre i Hackberry Holland-serien af James Lee Burke

Det er en ondskab af gammeltestamentlige dimensioner der hjemsøger det texanske grænseland i James Lee Burkes nye imponerende allegoriske krimi.

Forkvaklet fundamentalisme, amerikansk neokolonialisme, hul grådighed, en mystisk kinesisk kvinde og regulære stjernepsykopater danner de dødelige ingredienser i en sprængfarlig cocktail i det flimrende syden på sammenbruddets rand.

Ikke just et land for gamle mænd som sherif Hackberry.

’Han rørte ved den glatte og kolde, olierede blå overflade og så de små dampagtige mønstre efter sine fingerspidser dugge på stålet og derpå fordampe, som når tøris eller hagl smelter. Gav de gamle guder folk magt ved at berøre dem med en finger? Spurgte han sig selv. Eller fik de den tværtimod selv fra de væsner, de berørte?

Var døden ikke afhængig af sine ofre for at kunne opretholde sin eksistens? Jack spekulerede på, hvad hans mor ville sig, hvis hun så ham nu. Han spekulerede på, om hun ville smile beundrende, når den elektriske bue sprang fra hans maskinpistols munding og han mejede sine fjender ned som en mand, der lod en le glide gennem hveden. Ville hun mene, at hendes søn var blevet Guds venstre hånd, og være stolt af ham? Eller ville hun flygte, pibende som en hasselmus på jagt efter et gennemsted?’

Visioner eller hallucinationer?

Den alkoholiserede eksbokser Danny Boy Lorca overværer tilfældigt en sen nattetime, at nogle mexicanske asesinos bestialsk myrder en mand, mens det lykkedes en anden at flygte. Det er dog altid svært at afgøre, hvor megen troværdighed, man skal tildele Danny Boy, for hans berømte shamanistiske visioner er måske først og fremmest fremkaldt af den enorme mængde mezcal, han stødt sætter til livs.


Men Hackberry, der på egen arrede sjæl ved, at der er mere mellem himmel og jord end flade realister kan se, påtager sig efterforskningen, og det bringer ham i kontakt med en mystisk kinesisk kvinde, ikke ulig hans afdøde kone, der skjuler og hjælper illegale latinamerikanske indvandrere.


Narrenes bloddryppende fest
Men Hackberry kommer også i kontakt med mennesker, hvis bekendtskab han helt sikkert gerne ville have været foruden: Temple Downing, en glat ’forretningsmand’, søn af den kyniske senator, der var protege dengang for længe siden, da Hackberry stiv på whisky forvildede sig ind i den politiske arena; Krill, en mexicansk morder, der med sit slæng af koldblodige lejemordere vandrer hvileløst rundt i ørkenen trækkende på en kiste med ligene af sine tre børn; en storrygende ældre russisk mafioso hinsides godt og ondt; og så først og fremmest en afskyelig, gammel kending, hvis navn, det står med bly, men ikke skal røbes her.

X, som vi kan kalde ham, er nok i virkeligheden bogens egentlige hovedperson, og den vel nok mest interessante karakter i al hans monstrøse dobbelthed: han er belæst, religiøs fundamentalist, psykopatisk massemorder med samvittighedskvaler, og i en surreel verden, hvor alt tilsyneladende vendes på hovedet, viser han sig også som den gode samaritaner. 

Noget af en mundfuld for den i andres øjne moralske stivstikker, Hackberry, der sammen med sine få betjente, virker som de sidste klare, ukorrumperede dråber i en oprørsk sandørken af rådnende fordærv.                      
Hvordan plottet flettes sammen kan man selv læse. Burke svinger effektivt svøben over misbruget af religionen og den fortidige som nutidige amerikanske kolonialisme.

Narrenes fest, synes jeg, minder med den geografiske placering, temaer, ustoppelige psykopater, hvis depravation er mejslet ind i deres hårde træk og døde øjne, og dens til tider undergangstoner lidt om Cormac Mccarthys dystopiske ’Ikke noget land for gamle mænd, ’no country for old men’,(også filmatiseret af Cohen-brødrene). Burke lader dog i sin roman ikke al håb ude, og forfalder, efter min mening, ikke til under et at afskrive al nymodens som tegn på ubønhørlig dekadence.

Den lidt spøjse titel stammer fra middelalderens verden, hvor narrens fest var den ene dag om året, hvor bøtten så at sige blev vendt, så de lavt rangerende og dysfunktionelle kunne skeje ud, hore, drikke, slås, holde kirkens mænd for nar og rase ud som de ville, inden de næste dag igen underdanigt måtte bøje hovedet for øvrig-og gejstlighed.
   
Spanske kæpheste og skønhedsfejl
Bogen er medrivende læsning skrevet med Burkes velkendte hårdkogt poesi. Der er dog nogle ærgerlige fejl særligt i det spanske. Man kan måske sige, det hører til i småtingsafdelingen, men det skæmmer alligevel, når hårdkogte mexicanske narcotraficantes laver elementære fejl som for eksempel: det hedder chingado/a og ikke chingade; vamos og ikke varemos, quién og ikke quié, quiénes og ikke quiene, conmigo og ikke con migo.

Me cago en la puta de tu madre er en meget grim fornærmelse, der nok bedst kan oversættes til: ’jeg vil skide på din (fucking) ludermor’. ’jeg skider i din mors livmoder’ som der står i bogen, virker altså underligt.

Endelig er det en bommert, når den samme person, RC, flere gange og endda på samme side skifter navn (men vel ikke person) til HC.

Bortset fra det, kan Burke-fans godt glæde sig til januar, når bogen udkommer. Der venter dem en stor læseoplevelse.

Feast days of fools bliver til Narrenes fest

Narrenes fest bliver den danske titel på James Lee Burkes næste roman på dansk, som skulle udkomme i begyndelsen af det nye år. Romanen er den tredje i rækken om den hærdede veteran fra korea-krigen og Texas-sherif, Hackberry Holland.

Her er hvad Miami Herald mente om bogen, da den udkom i USA i 2011:

“Riveting . . . Burke is creating an allegorical, almost Biblical setting here: The lost wander hopelessly in the desert, seeking revenge or redemption or some terrible mix of both. The moral center in all of this is Hackberry Holland, who feels old ‘in the way people feel old when they have more knowledge of the world than they need.’

He’s Burke’s most fascinating character, a man whose sense of justice has been shaken but not destroyed. Equally compelling is Pam Tibbs, the most no-nonsense woman in fictional law enforcement (‘Men often thought she was trying to be cute. They were mistaken’). The push-and-pull between the two is just one more of Burke’s thrilling examples of the mysteries of the human heart.”—The Miami Herald

Det lyder jo som herligt hårdkogte toner for enhver ægte James Lee Burke-fan :-)


Creole Belle blandt de bedste bøger fra 2012

Publisher's Weekly fremhæver James lee Burkes nyeste roman, Creole Belle, som en af  de bedste bøger, der er udkommet i 2012. http://www.publishersweekly.com/pw/best-books/2012/mystery#list


Jeg glæder mig enormt til at læse den, og selv om fristelsen til at kaste sig over den engelske udgave er stor, tror jeg, at jeg vil vente i spænding på den danske oversættelse. Efter at have læst hele serien - der for det meste er oversat til et fornemt dansk- tror jeg, det vil være en underlig oplevelse at møde det velkendte persongalleri i en fremmed sprogdragt :-)

Creole Belle nr. 19 i Robicheaux-serien ude på amerikansk


I dag udkom på amerikansk James Lee Burkes 31. roman, nummer 19 i den fortløbende historie om Dave Robicheaux og Sydstaternes plagede nutid, fortid og fremtid. Og det lyder ovenud lovende. Dette er, hvad James Lee Burke  skriver om sin nyeste roman 'Creole Belle' på sin fanside på Facebook:

'My 31st novel, Creole Belle, is out today and I hope many of you will enjoy it. I think it's among the best books in the Dave Robicheaux series and in many ways it attempts to do things the other books haven't.

It deals with a catastrophic ecological event and some of the geo-political issues related to it. It also introduces or re-introduces two of my favorite female characters, Gretchen Horowi...tz and Tee Jolie Melton.

We also meet one of my favorite male villains, Bix Golightly. If I were asked why Bix is among my favorites, I probably couldn't answer, because Bix is a totally worthless human being and deserves any fate visited upon him.

Maybe a better choice would be a new character we meet by the name of Ozone Eddy Mouton, who, along with his pal No Duh Dolowitz, became known as the Merry Pranksters of the Mafia. Ozone Eddy was kicked out of a low-bottom 12-Step Group known as the Work the Steps or Die, M-F meeting.

Much of the book is allegorical in nature, or at least that was my intention. I think it's a pretty good story, though. Please tell me what you think of it.

All the best to all of you,
Jim'

Sangen om det blå græs af James Lee Burke

Whiskey og countrymusik
Vi er tilbage i 1960erne, og countrymusikeren og Korea-veteranen Iry er på prøveløsladelse efter at have overlevet to som indsat i statsfængslet Angola i Louisiana. Efter at have lagt fængslets mure bag sig sætter Iry sig for at få styr på sit liv igen.

Faderen er død, og søsteren og svogeren er en sand plage. Derfor drager Iry til Montanas friske luft og blå bjerge og slår sig ned hos vennen Buddy (kan han være andet end en ven med det navn?) og arbejder på dennes ranch og Iry optræder også lejlighedsvis som musiker på de lokale beværtninger, mens hans sjæl tager brydekampe med fortidens spøgelser i form af minder fra fængslet og Korea-krigen.  

Men, som vi ved, begynder problemerne først rigtigt, når Burkes hovedpersoner tror de har fundet den sidste rest af paradis på amerikansk jord: Montana. Vennen Buddy har nemlig et alt andet en varmt forhold til sin kværulantiske og selvrådende far, der er i åben krig med lokalsamfundet på grund af en spildevandsudledende papirmølle, som dog udgør erhvervsgrundlaget for store dele af det lille samfund. Og hvis det ikke var nok, så vækker Buddys kone, Beth, mere en platoniske følelser i Ivy.

Moderne western
Det giver selvsagt nogle spændinger og så bliver der nedsvælget whiskey som var det én stor dionysisk fest. Sangen om det blå græs er en slags moderne western med alt, hvad dertil hører af cowboys, guns, stoiske mænd, larmende værtshuse, potente biler, familiekontroverser og kvinder med ben i næsen. Det er velkendte temaer som loyalitet, forræderi, venskab og tab, der rumsterer.  Og som altid hos James Lee Burke er omdrejningspunktet, at et utilpasset, kantet menneske med ar på sjælen skal forsøge at finde sig nogenlunde tilrette i tilværelsen igen.

Romanen og dens udgivelseshistorie illustrerer, hvordan det kan betale sig stædigt at holde ved, selv når alle andre ryster på hovedet. Romanen blev nemlig i sin tid afvist hele 111 gange(!) før et forlag besluttede sig for at udgive den, hvorefter den opnåede at blive nomineret til en pulitzer pris(!). Romanen kom også til at betyde det store, endelige gennembrud for James Lee Burke.

Det er en godt skrevet, meget farverig roman, men uden den samme nerve som i krimierne, og den når i min vurdering slet ikke op på siden af de bedste Robicheaux-romaner. Men man er dog ganske godt underholdt alligevel.

Efter at have læst og anmeldt 26 romaner af James Lee Burke, er jeg nu nået til vejs ende. Jeg må nu tålmodigt afvente den danske oversættelse af det seneste bind i sagaen om cajun-manden Dave Robicheaux - som for kort tid siden udkom i USA, - det kan næsten kun gå for langsomt.  

(Men inden Creole Belle nr. 19 i Robicheaux-serien , fortæller forlaget mig, at oversættelsen af Hackberry Holland-krimien Feastdays of fools efter planen skulle være klar til udgivelse kort inde i det nye år.)

Quijote in Louisiana - Q&A with Publishers Weekly 2012

In James Lee Burke’s Creole Belle: A Dave Robicheaux Novel, the New Iberia, La., deputy sheriff and his best friend, Clete Purcel, take on corrupt politicians, oil men, and a possible Nazi war criminal.

PW: Many of your books have had classical antecedents. Was there a particular classical model for Creole Belle?
...
JLB: I made use of some Greek myths, as is my habit, I'm afraid: Proteus rising from the sea, Charon at the River Styx, the legend of Prometheus. I'm also guilty often of stealing from the Bible.

PW: Dave Robicheaux and Clete Purcel have been through a lot together, and are feeling the ravages of age. How has your own attitude toward them evolved over the years?

JLB: Here's the big joke that Dave discovers about age: any wisdom you acquire you cannot pass on to others. Everybody gets to the barn, but that's a hard conclusion to reach as you're entering the corral. They are both complicated men, but one is not complete without the other. Dave is the idealist, the quixotic figure breaking his lance on windmills, and of course Clete is the Merry Prankster, the trickster out of folk mythology. But ultimately both are chivalric and decent men, and each will lay down his life for the other.

PW: Robicheaux asks, "Does the system serve and treat everyone equally? Does anyone in his right mind believe that?" Any thoughts?

JLB: On several occasions Dave says he has never heard of a wealthy person in this country being executed. Neither have I. I believe this is the greatest country on earth, and I think the rest of the world looks to us as a model. Unfortunately, our greatest virtue—loyalty to our country and government in times of crisis—is often used against us. An even more disturbing factor, in my opinion, is the hijacking of Christianity in order to continue the militarization of our culture.

PW: The BP oil spill looms in the background of Creole Belle.

JLB: In my view, the most powerful economic and political influence in the world is the petrochemical industry. Energy was the issue in 1914. I believe energy is the issue today. BP is just one part of the story. I think we're walking in the footsteps of the French and the English, and we will come to the same end as they. The ruination of the Louisiana wetlands is the price we pay for cheap gasoline. The cost we pay in blood can't be measured.

De røde hestes nat nr. 4 i Billy Bob Holland-serien af James Lee Burke

Montanas selvbestaltede retshåndhævere
’Montanas tradition for brutal selvjustits er legendarisk. I 1860’erne red de selvbestaltede retshåndhævere i Montanta Vigilantes ud gennem tre meter høje snedriver for at opsøge 22 medlemmere af Henry Plummers bande og klynge dem op i balsampopler og høje stiger over hele staten. Plummers mænd holdt humøret oppe selv i dødens stund.
De skålede ofte med de fremmødte i nyåbnet champagne, mens de råbende hyldede Jefferson Davis, før de fik deres bekomst. Sheriffen Plummer var den eneste undtagelse. Han bønfaldt sine bødler om at save arme og ben af ham frem for at slå ham ihjel.
Medlemmerne af Montana Vigilantes lyttede tavs til hans appel, men hængte ham derefter fra tværbjælken ved indgangen til hans gårdhus. Hans skosåler svingede frem og tilbage i luften ti centimeter over jorden.
Men det var dengang. I dag adskiller Montanas retssystem sig ikke meget fra de andre delstaters, og appelsystemet i kriminalretsplejen skaber sommetider situationer, det er umuligt at forholde sig fornuftigt til.’
Missoula, Montana
I det fjerde og foreløbigt sidste bind i Billy Bob Holland-serien, er hovedpersonen blevet gift med sin privatdetektiv, Temple, og de har sammen slået sig ned i Missoula, Montanta. En af Hollands klienter, en indianer ved navn Johnny American Horse, er blevet sigtet for to mord begået i forbindelse med  et indbrud på et laboratorium, hvorfra nogle filer også er blevet fjernet.
Der er store interesser på spil, og idyllen bliver hurtigt spoleret da lejemordere, FBI-folk og ikke mindst da en gammel kending fra det foregående bind, den afdankede rodeorytter, sociopat og nu genfødt kristen m.m. Wyatt Dixon bliver løsladt fra fængslet og igen begynder at cirkle faretruende omkring B.B. Holland.
Cowboy-bajads
Og netop beskrivelsen af den sarkastiske, men dødsensfarlige bajads Wyatt Dixon er af høj klasse: Hvad er han ude på? Er han forrykt, eller er der mening i hans galskab? Er det sandt, som han påstår, at han har lagt sit gamle liv bag sig? Generelt –altid fristes man til at sige, når James Lee Burke sætter pennen til papiret – er karaktertegningerne gode, spændende og nuancerede. Lige såvel er miljøbeskrivelserne prægtige.
Gode persontegner, men uskarpt plot
Hvor jeg til gengæld synes, det denne gang knirker lidt mere, er i plottet. Det savner noget nerve, elektricitet, nødvendighed. Jeg må modstræbende indrømme, at de mange handlingstråde denne gang i for høj grad sænker plottets fremdrift, og at fortællerens moraliseren fylder for meget i forhold til handlingen. De skarpe personkarakteristikker og de overdådige naturbeskrivelser gør dog stadig romanen til en god læseoplevelse.  

Regnguder Hackberry Holland-serien af James Lee Burke

’Se himlen. Vi har fået én nats kraftig regn, som det var før i tiden. Men der kom ikke mere. Regnguderne gav os en chance. Men de kommer ikke tilbage, så længe alle disse narkohandlere og mordere går rundt imellem os. Der er hul i jorden, og et sted dernede ligger det sted, hvor al majs kommer fra. Og der kommer al magt også fra. Men ingen ved længere, hvor hullet er.’
Den gamle mand og ørkenhavet
Den alderstegne Hackberry Holland skulle for længst være gået på pension. Men i stedet sidder han med smertende ryg, hjemsøgt af fortidens ugerninger som sherif i en lille skoldhed flække i Texas i grænselandet til Mexico, hvor illegale indvandrere, rockerbander og narkokurerer hører til dagens uorden.
Hackberry Holland er enkemand, veteran fra Koreakrigen hvor han endte i krigsfangerlejr, uddannet jurist, forhenværende dranker, og så har han tidligere været opstillet som kandidat til USA’s kongres- udover at være fætter til Billy Bob Holland fra Deaf Smith, Texas.  
Black Hole Sun
Vi skriver post-Katrina og post-Irak-krig så illusionerne om den amerikanske ufejlbarlige fortræffelighed er forsvundet ned i et dybt sort hul i jorden – det samme hul hvori Hackberry efter et tip finder ligene af ni illegale emigranter – prostituerede thaipiger– med maverne fyldte med narko og kroppene massakreret af maskingeværild.  
Med hjælp fra sin trofaste medarbejder Pam Tibbs forsøger Hack at udrede hvem der står bag dette brutale massemord. Samtidig er den mærkede Irak-veteran Pete Flores og hans kæreste countrysangerinden Vicky på vild flugt fra såvel FBI, immigrationsmyndighederne som en flok psykopatiske mordere.
 Pete Flores er en person der vil være velkendt for læsere af Billy Bob-serien. Det er nemlig den faderløse mexicanske dreng, der hænger ud sammen med Billy Bob, som nu er blevet voksen.
I den rå natur med en rødglødende sol, ørken, knastør vind og sitrende luftspejlinger er det som Hack må sande særdeles svært at skelne ven fra fjende. Velsmurt og spændende apokalyptisk læsning fra det nådesløse amerikanske grænseland.
Regnguder er bind to i serien om Hackberry Holland. Bind et Lay down my Sword and Shield er fra 1971, mens bind tre Feast Day of Fools kom i 2011. Regnguder er foreløbig den eneste i serien, der er oversat til dansk.    

Sine egne rødder nr. 3 i Billy Bob Holland-serien af James Lee Burke

’Doc sagde, at der var fuldt af spøgelser i Montana. Indianere, der var blevet massakreret ved Marias River, pionerer der var døde af tyfus eller kolera på vej mod prærievognene mod Oregon, de rastløse ånder af general Custer og hans soldater fra det syvende kavaleriregiment, hvis kroppe blev savet over med flintestensknive og efterladt på bredden af det, som sioux’erne og de nordlige cheyenne-indianere kaldte Greasy Grass.
Men jeg behøvede nu ikke udskifte geografien for at se syner.’
Tip 1: Tag ikke på ferie!  
De lærer det tilsyneladende aldrig, Burkes hovedpersoner: ferie er af det onde. For når de lige har pakket fiskestængerne og regner med at kunne rekreere og dase rundt i gode venners lag i naturskønne omgivelser, så sidder krogen med modhager dybt begravet i deres kød, og ud af ingenting er de hvirvlet ind i grumme grimme affærer, der ofte overgår dem, de jo var flygtet fra i New Orleans, Louisiana eller Deaf Smith, Texas.
Tip 2: Tag aldrig på ferie til Montana!
 Og tager de til det ærkekonservative cowboyland Montana (hvor forfatterne selv bor halvdelen af tiden, den resterende tid bor han selvfølgelig i New Iberia udenfor New Orleans) så er de næsten selv ude om det, for så venter der med garanti en kryddret western-ret bestående af øretæver, white trash, afdankede voldelige cowboys, problemer så langt øjet rækker, tilsat en god gang italienske mafia-kødboller.
Som i et spejl?
Det er også tilfældet denne gang, hvor Billy Bob Holland er inviteret af vennen Doc Voss enkemand og Vietnam-veteran. Men det viser sig hurtigt, at Doc er på kant med stort set alle i Bitterroot Valley, Montana på grund af sin ubøjelige modvilje mod den minedrift, der hensynsløst ødelægger den smukke natur, men yderligere er det også lykkedes ham at komme på tværs af en motorcykel-band, en nynazistisk milits, mafiaen og så lige mens han var i gang: FBI.  
Docs datter bliver brutalt voldtaget af tre fra den narkosmuglende biker-bande, men da de tre gerningsmænd myrdes en efter en, synes den tidligere elitesoldat Doc at være den oplagte selvtægtmand. Derfor ser forsvarssagfører Billy Bob Holland sig selvfølgelig nødsaget til at føre vennens sag, og så kører plotekspressen ellers der ud af.
Fart og spænding, men for mange aktører
Der er fart over feltet, men efter min smag er romanen denne gang for tungt læsset med for mange karakterer og ærkeskurke, til at der er tid til den grundige, dvælende persontegning, som jeg ellers synes er en af Burkes store forcer. Velskrevet som altid, men denne gang er personkarakteristikkerne altså efter min mening, for forudsigelige og skabelonagtige til at bogen fænger i samme grad, som jeg efterhånden er blevet forvænt med, når navnet er Burke, James Lee Burke.


Slægten Holland og andre gennemgående figurer i serien om Billy Bob Holland af James Lee Burke

Billy Bob Holland

Seriens hovedperson. Billy Bob er en mand på 41 år, 185 cm høj, rødblond hår og en stærk muskuløs krop, der bliver holdt ved lige i byens eneste fitnesscenter. Han har et rynket hvidt ar på højre overarm, hvor en pistolkugle har brækket knoglen.

Han er tidligere Texas Ranger, men efter at han ved en fejltagelse dræbte sin bedste ven L.Q. Navarro i en jagt på narkokurerer på den anden side af den mexikanske grænse, lagde Billy Bob pistolen og sherifstjernen på hylden og uddannede sig til sagfører.  Han arbejder nu som forsvarsadvokat i den lille by Deaf Smith i Texas bakkeland: ' hvor de arbejdende klasser baksede med boreanlæg eller serverede ved bordene, mens de nyrige tyggede på deres tandstikker i den lokale klub'  

Billy Bob bor alene på sin ranch et treetagers hus fra århundredeskiftet, bygget af røde mursten i den vestlige ende af politidistriktet. Han arbejder hver dag på ranchen, fordrer dyr og samler æg fra hønsegården. Der hører jord til ranchen, hvoraf en del er udlejet til Vernon Smothers. Som Dave Robicheaux nyder Billy Bob at fiske, og han gør det ofte i selskab med halv-blods mexikanerdrengen Pete, for hvem han er en slags værge og papfar.

Han kører i en Avalon eller kommer frem på sin Morgan-hest Beau. Han er ensom og plaget af skyldfølelse over at have dræbt sin bedste ven, hvis spøgelser hjemsøger ham og som han ofte på afgørende tidspunkter fører samtaler med. Han er egentlig babtist, men konverterede til vennens katolicisme som del af sin soning.

Billy Bob er ud af en slægt af voldelige selvtægtsmænd, der går tilbage til cowboyen, oldefar Sam Morgan Hollands mytiske udskejelser med whiskey og vold i blodet i de gamle western-dage. Billy Bob gør, hvad han kan, for ikke at gentage forfædrenes selvtægtsraseren, men omstændighederne tvinger ham ofte til at give slip på den hårdt tilkæmpede korrekte opførsel, og i stedet falde tilbage til  forfædrenes øje for øje tand for tand.

Trods det at han har en juridisk embedseksamen nærer han dyb mistillid til de nyrige, deres sprog og magt. Sympatien ligger hos arbejderklassen, hvoraf han til dels selv stammer med en afdød far, der var lusbuesvejser og en mor, der var bibliotekar og underskolelærer.

Han har et uægte barn ved navn Lucas Smothers, der er vokset op hos den voldelige og bidske bondeknold Vernon Smothers, der har lejet noget af Billy Bobs jord.

Billy Bobs Far
Som Robicheaux og James Lee Burke selv mistede Billy Bob Holland sin far som barn. Faderen var lysbuesvejser og svejsede revner og sammenføjninger på olierørledninger over hele Texas. En stor stærk mand, der døde i en eksplosion, der, som det kommer frem i En rose fra Texas, nok ikke var en ulykke, som Billy Bob havde troet, men snarere et overlagt mord. Den dag faderen tog ham med til baptistdåb i floden, mindes Billy Bob med særlig varme og betydning. 

   

Billy Bobs mor
Hun var bibliotekar og underskolelærer. Hun ligger nu begravet på familiegravstedet sammen med flere af de andre i slægten.

Bedstefaren Hackberry Holland eller Granpa Big Bud
var Texas Ranger og jagtede den mexikanske revolutionshelt Panch Villa til Mexico.
 Som ung politimand låste han John Wesley Hardin inde i disriktsfængslet, og han havde stadig sit politiskilt årtier senere da han proppede Clyde Barrow ned i en skraldespand med hovedet forrest i den del af Dallas der engang kaldtes `Mosen´.Men Grandpa Big Bud gjorde altid et stort nummer ud af at han ikke var med da Bonnie og Clyde blev omringet af en gruppe Texas Rangers og skudt til plukfisk. En bessefar med slag i.




Oldefaren Sam Morgan Holland
En ekstrem voldelig mand, der levede af at drive kvæg op gennem Chisholm fra San Antonio til Kansas. Det meste af sit liv kæmpede han mod whisky, indianere og kvægtyve. Han dræbte fem-seks mænd i skuddueller. For så en skønne, ædru morgen at lade sig døbe i Guadalupe floden. Han mødte en huløjet præst, som fik ham til at knæle ved siden af sig og uden at spørge præseviede han Sam. Resten af sit liv prædikede Sam fra sin hestesaddel.



Hans dramatiske, episke historie kan læses i En rose fra Texas,  
hvor hans dagbogsoptegnelser om sit møde med den underskønne Texas' rose og Dalton-Doolin banden har en central betydning.

Fætteren Hackberry Holland
Har sin egen serie på foreløbig tre bind: Lay down my sword and shield, Regnguder, Feastday of Fools
Hack Holland er tidligere advokat, progressiv demokrat, veteran fra koreakrigen og nu en hårdtdrikkende sherif i en lille by i Texas ved grænsen til Mexico.

Billy Bobs uægte søn Lucas Smothers
At det er hans søn kommer frem i den første roman i serien, hvor der berettes om Billy Bobs affære med Vernon Smothers kone - Lucas' mor. Lucas udvikler sig i løbet af romanerne fra at være en hårdtarbejdende, kuet bondeknold til at blomstre op få selvtillid og efter vedvarende pres fra Billy Bobs side at begynde på college. Lucas er en særdeles talentfuld countrysanger, der ofte tager rundt og optræder med sin musik.

Pete
Halv-blods meksikansk dreng på 11 år som ofte hænger ud sammen med Billy Bob. Pete har ingen far og en alkoholiseret mor og han nyder derfor at være i Billy Bobs selskab, gå til messe, fiske med bambusstænger og ride på hesten Beau. Pete er til trods for sit belastede ophav, en gæv, kvik og meget intelligent dreng.


Den afdøde ven L.Q. Navarro
I levende live var han den pæneste mand Billy Bob nogensinde havde set: kulsort hår, sort overskæg, brede skuldre og en hud så brun og glat som nyfarvet læder. Når han som død opsøger Billy Bob er han klædt i det samme tøj som da han døde: Et mørkt nålestibet jakkesæt og støvede læderstøvler, en stor, blød, grå Stetson og en hvid skjorte der glødede som elektrisk sne. Hans håndforarbejde revolverbælte hænger ned over hans lår som en fjollet tilføjelse. I sin skjortes øverste knaphul havde han en dybrød rose. 

L.Q. er slags skytsengel for Billy Bob og dukker ofte op når han mest er i knibe. L.Q. er en skyd-først-spørg-røvhullerne-bagefter-type - lidt a la Clete Purcel i Robicheaux-serien. Han stak spillekort i munden på de narkokurere som de dræbte i deres tid som Texas Ranger. Det er Billy Bobs store sorg at han ved en fejltagelse dræbte sin bedste ven.    








 
Privatdetektiven Temple Navarro
Foretager undersøgelser for Billy Bob, når han skal bruge bevismateriale. Hun bor sammen med sin invalide far lidt nede ad den samme vej som Billy Bob. Hun er undgommelig af udseende, med hvalpefedt, tyggegummignaskeri og måde at tale på, men man skal ikke lade sig narre: hun har været politibetjent i Dallas, sheriffens højre hånd i landdiskriktet Fort Bend og bevæbnet vagt i Angola fængslet i Louisiana.

Hende rager folk ikke uklar med mere end én gang - ikke mindst da hun  også er ferm kampspotudøver. Hun er i det knap så skjulte lun på Billy Bob, der til hendes bitre fortrydelse ikke rigtig kan få øje på hende som andet end ven.

Anklageren Marvin Pomroy
Ham og Billy Bob har konstant kontroverser men nærer alligevel dyb respekt for hinanden. Marvin bor i det gamle velhaverdistrikt i Deaf Smith. Han har velformet hoved, stålindfattet briller og et altid nydeligt velfriseret hår. Han har modsat Billy Bob både kone og børn og synes at udstråle succes og ægte lykke.  

Deaf Smiths Sherif Hugo Robert
En modbydelig, kæderygende mand, der som det åbenbart er kutyme for embedet er bundkorrupt. Han er ikke folkevalgt, men forfremmet til embedet, efter at hans forgænger var blevet myrdet med en økse (En Rose fra Texas). Han er pæreformet, bredbuget og ryger ustandseligt til trods for at lægerne allerede har fjernet den ene lunge.


Hjertetræ nr. 2 i Billy Bob Holland serien af James Lee Burke

Hjerte rimer på hærde
”Hvad er det for en slags træer?” spurgte jeg.
”Hjertetræer”. Sagde min far. ”De vokser i lag ligesom ånden gør det. Det sagde min bedstefar Sam i hvert fald. Man skal bare sørge for, at rødderne står i en ren kilde, og der ikke er nogen der forurener vandet for én”.   
Burke Classic
Hjertetræ er en helt klassisk opbygget James Lee Burke fortælling: En tidligere roderytter og lidt forhutlet bondeknold, Wilbur Pickett, bliver anklaget for at stjæle værdpapirer og et antikt ur fra Deaf Smiths rigeste mand den kyniske Earl Dietrich.  
Dietrichs slægt har hersket og regeret på egnen i flere generationer, hvilket forlener dem med den arrogante, indbildske magtfuldkommenhed som Burkes hovedpersoner så inderligt afskyer. 

 Og for at gøre det endnu mere personligt har vor helt, Billy Bob, haft sin første uforglemmelige romance med, hvad der senere blev Earl Dietrichs underskønne kone – en flamme, der aldrig rigtig er gået ud - og den endnu flirtende femme fatale puster konstant til de ulmende gløder i Billy Bobs hærdede bryst.
 Yderligere har rigmandsægteparret en forkælet, voldelig, selvhævdende søn med testosteron, speed og destruktionstrang i blodet på alder med Billy Bobs uægte søn Lucas Smothers. Og så er der en magtkamp i gang om olie for millioner af dollars: De altid grådige svinehunde glammer, blotter deres sylespidse, rabiesbefængte tænder og går hver gang efter den blottede strube.  
Resultatet bliver uundgåeligt som en cocktail af glycerol og salpetersyre udløst i en våbenfabrik.
Og solen går sin gang
I mens bager solen ned over den knastørre sandjord, vindmøllerne knirker vand ud over de udtørrede marker, hestene vrinsker i galop over de vide sletter, og med ét tegner torden og lynild edderkoppespind på den elektriske sort-grønne himmel.    
Portrættet af en blind indianerkvinde, med orakel-syn og dunkle forudanelser kaster et herligt mystisk og urovækkende skær over fortællingen om de forfængelige menneskers nyttesløse kamp om rigdom, status, evig ungdom - og en smule hjerterum.    


den amerikanske udgave,
hvis forside bedre rammer bogens tone

En rose fra Texas nr. 1 i Billy Bob Holland-serien af James lee Burke

Det vilde westen, dengang som nu
’Min oldefar hed Sam Morgan Holland, og han levede af at drive kvæg op gennem Chisholm fra San Antonio til Kansas. Størstedelen af sit liv kæmpede oldefar mod whiskey og indianere og kvægtyve, og med en vis regelmæssighed måtte han se på at guldgravere og lynild spredte hans kvægflok ud over halvdelen af Oklahoma-terriritoriet…
 Både min bedstefar og hans far var voldelige mænd…
Som ung politimand i Houston svor jeg på at jeg ikke ville gå i deres fodspor på dét punkt. Men hvis man har en alkoholiker i familien, er der gode chancer for at man selv kommer til at kæmpe den samme kamp. Den krig der kan flamme op i ens bryst for hvert nyt daggry, har ikke nødvendigvis sit udspring i en whiskyflaske. ’
Taco, tørke, torden: Texas-mix  
Efter i atten bind at have været nedsunket i Louisianas sumpede fordærv i fortræffeligt selskab med cajun-manden Dave Robicheaux, tog det mig lidt tid at vende mig til Texas sandblæste cowboylandskab og den nye hovedperson sagføreren Billy Bob Holland.
Det skyldes nok at jeg nu er forvænt med Robicheauxs knitrende fortællerstemme, hvor de elektriske spændinger og indre ophobninger udlades i voldsom handlekraft og højspændt prosa. Der virker den tidligere Texas Ranger Billy Bob Holland, bosat i lillebyen Deaf Smith i Texas, umiddelbart stovt, kontrolleret og retlinet. Men heldigvis forsvinder paragrafrytteriet som morgendug for texassolen efterhånden som handlingen skrider og B.B. Holland i den grad bliver personligt involveret og må tage sin egen fortid såvel som familiens til genovervejelse.  
Et mord skal der til
Det hele sættes i gang med et mord og en voldtægt på en ung kvinde. En lidt enfoldig lokal countrysanger, Lucas Smothers, bliver arresteret bogstaveligt talt taget med bukserne nede. Og så skulle den sag være ude af verden. Men bare ikke for B.B. Holland, for Lucas Smothers er hans uægte søn viser det sig, og Holland påtager sig at føre hans sag, da han er overbevist om Lucas’ uskyld.
En rigmandssøns amoralske excesser, et afskyeligt eksemplar af menneskeheden, der har kendt Hollands afdøde far, FBI-agenter og en korrupt mexicansk strømer er alle sammen vigtige aktører i den videre handling.
Vold i blodet
Men fortiden dens indvirkning og samtidighed med nutiden er, hvad denne krimi først og fremmest handler om. Holland læser i oldefar Sams drabelige dagbog der udgør en parallelhandling til nutidssporet.
 Og som handlingen skrider frem kan læseren og Billy Bob genkende det samme drama og dilemma: hvordan kommer man overens med sin egne mørke kræfter og voldelighed i en voldelig og uretfærdig verden.
Uddragene fra oldefarens dagbog, der beretter om hans forhold til en underskønne, men halvdæmoniske kvinde kendt som Texas’ rose, og hans kamp mod sig selv og den ydre ondskab i form af Dalton-Doolin banden er de mest spændende og oplagte passager i bogen.
Spøgelser med Stetson hatte, spore og kløe i aftrækkerfingeren  
Men fortidens spøgelser taler også rent bogstaveligt til Billy Bob Hollan. Han kan se og føre samtale med et spøgelse. Det er hans gamle makker i Texas Ranger og bedste ven L.Q. Navarro, der konstant hjemsøger ham. Holland skød og dræbte vennen ved et uheld, da de var på jagt efter nogle narkokurere på den anden side af grænsen til Mexico.
Og denne tragiske hændelse er baggrunden for at Holland lagde seksløberen og pistolhylstret i skuffen, blev sagfører og forsøgte at sone sin skyld ved at leve et ensomt afdæmpet liv på sin gård med sin jord, hest, høns og dam, hvor han ofte fisker med nabodrengen Pete, som han er en slags reservefar for. Men én gang gunslinger  
God Texas-krimi
Det er en velkomponeret, velskrevet og spændende krimi. Tempoet er skruet ned i forhold til de sidste Robicheaux–romaner, jeg har læst, og til trods for oldefarens dramatiske og blodige historie, når denne ikke op på niveau med de sidste romaner i eposset om Dave Robicheaux.
Men de var også uhyggeligt gode med sitrende nerve og gevaldigt vingefang. Men jeg tror også, jeg skal lære den nye hovedperson lidt bedre at kende. Jeg glæder mig hvert tilfælde til at læse næste bind om den strunke alvorsmand Billy Bob Holland.
Hjertetræ hedder det næste bind i serien. James Lee Burke vandt for dette bind, som den eneste i øvrigt, for anden gang den prestigefylde Edgar Award. Så der er al mulig grund til tårnhøje forventninger.   





En regnbue af glas nr. 18 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke



James Lee Burke sætter et blodigt foreløbigt punktum i sagaen om Dave Robicheaux. En ualmindelig dyster roman med nerveflænsende spænding. 

Giv mig apokalypsens fire ryttere

Jeg tog to aspiriner i et glas, jeg havde liggende i handskerummet, startede motoren og håbede, at en stor, hård, grå regn vil skylle ind over marsklandet.

 Jeg håbede, min pickup ville blive ramt af vinduesknusende hagl, der larmede som sømpistoler mod taget og fyldte kabinen med så øredøvende en støj, at jeg ikke kunne høre Clete tale hele vejen til New Iberia.

 Jeg ønskede, at den svovlagtige lugt af stormen, de hvirvlende regnskyer og lynene, der borede sig ned i horisonten, på en eller anden måde ville befri mig for den angst, jeg følte for min datter og hendes kontakt med en ormerede i St. Mary-distriktets vandige sydlige udkant.’

Syv mord 

Den modbydelige sag om syv unge kvinder, der brutalt blev myrdet i nabobyen, vil ikke slippe sit tag i Dave Robicheaux, der trods formaninger, nægter at henlægge sagen.

Umiddelbart ligner det en seriemorders værk, men et af ofrene passer ikke ind i mønstret. Hvor de andre kvinder, som prostituerede var lette, ubeskyttede ofre, der var den sorte  high school-elev Bernadette Latiolais en ambitiøs og godhjertet ung kvinde, der lige havde modtaget et stipendiat, så hun kunne uddanne sig til sygeplejerske.

Ufred i familien

Dave aner, at der bag drabet på Bernadette ligger andre motiver til grund end de oplagte. Den dræbte pige var en brik i et langt større spil, hvor enorme pengesummer står på højkant. Samtidig hermed sænker ufreden sig i familien Robicheaux, da Alafair indleder et forhold til forfatteren Kermit Abelard, hvis patricierfamilie i generationer har haft enorm indflydelse i Louisiana.

Det giver ikke så få skærmydsler far og datter imellem, da Dave nærer en instinktiv vrede og mistænksomhed til såvel familien Abelard som til Kermits ven, Robert Weingart, en tidligere straffefange, der har fået sit gennembrud som forfatter med en selvbiografisk bog om indersiden af det amerikanske fængselsvæsen.

Men måske er Dave bare ved at blive gammel, og finder måske en vis tilfredsstillelse ved at holde sine sår åbne og lade sig styre af sine fordomme og sin naturlige foragt for rige, hvide sydstatsfamilier. Det er i hvert tilfælde sådan Alafair ser det. Og Dave er på nippet til at give hende ret.

Men som altid spiller det nære og det personlige en afgørende rolle i plottet og opklaringsarbejdet.
Hvordan, det hænger sammen denne gang, ville være synd at afsløre. Men Dave og Clete kommer vidt omkring i deres farefulde færd mod gådens løsning. 

Is this the End, my Friend?

Bogen er den attende i serien, og enden er nær. Det mærkes på alle fronter: tonen i bogen er i særhed dyster og mørk, som en kirkegård indhyllet i oktoberregn; de morsomme indfald er nedtonet, eller de bidder ligesom ikke på Dave, hvis tanker i stadigt stigende grad kredser om døden; der bygges i bogen op til et form for endeligt og afgørende opgør med de mørke kræfter som Don Dave og Sancho Clete bind efter bind med tøndevis af udgydt blod har gjort deres for at holde i ave.

Klimakset snydes læseren ikke for, og det er i sandhed nervepirrende.  Som dedikeret Robicheaux-fan hænger man ved endt læsning på klippeafsatsen, ør og gispende i forventning om det næste kapitel i det blodige Louisiana-epos.
Indtil det kommer kan jeg heldigvis dulme abstinenserne, med James Lee Burkes anden krimi-serie fra Texas med sagføreren Billy Bob Holland i hovedrollen.

Anbefaling af serien

Endnu er der folk, der med triumf i stemmen og selvsikker dømmekraft afskriver krimien som genre en bloc: ’Jeg læser ikke krimier’ (udtalt med behørig finkulturel foragt). 

Det må de jo så egentlig selv om.

Til gengæld synes jeg ikke til den knap så blaserte læser, der endnu har nysgerrigheden og læselysten i behold, skal snyde sig selv for James Lee Burkes fremragende serie.

Her får man spænding; et veludviklet plot; en stærk toneangivende hovedperson; skarpe, nuancerede personkarakteristikker; smukke, lyriske landskabsbeskrivelser; drama; samfundskritik; historie, og først og fremmest go’ gammeldaws besnærende storytelling for alle moneterne.
God læselyst J     

Swan Peak nr. 17 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Hvorfor dvæle ved synet af brændende hytter?
’De oplysninger, jeg fik om Wellstonefamilien, kunne tyde på, at de stammede fra en anden tid. Men det gør de ikke. For en person fra USA’s sydstater er Wellstonefamiliens historie ikke så ukendt.
Deres grove og fattige baggrund, deres lejlighedsvise hensynsløse metoder og udbytningen af deres medmennesker er en slags overgangsriter, som er glemt i løbet af en generation, hvis det ikke går hurtigere.
Den kamptrætte ridder, der vender hjem til sit slot og trækker sit blodige sværd hen over stenen, behøver ikke redegøre for sine bedrifter. Hvorfor dvæle ved synet af brændende hytter i en bondelandsby, når man kan begejstres over hornene, der gjalder langs vejen til Ronceveaux?’

Bag Montanas blå bjerge
Det skulle være så smukt og dejligt i det naturskønne vestlige Montana ved Swan Peak. Derfor er Dave, konen Molly og bonkammeraten Clete taget på rekreation til Montanas blå bjerge med fiskestængerne pakket – et belejligt frikvarter fra oversvømmelserne og ødelæggelsen i Louisiana.
De tre er blevet inviteret til Montana af en af Daves gamle venner og en meget egenrådig  pensioneret collegeprofessor og forfatter ved navn Albert Hollister. Han har en slående lighed med Roger fra novellen ’Vinterlys’ fra Jesus på dybt vand – og Albert er sjovt nok er ved at skrive på en anden af novellerne fra samme novellesamling nemlig ’Texas City, 1947’.
Men idyllen spoleres, da Clete uforvarende ved en simpel fejltagelse fisker på familiens Wellstones ranch, og to Gun Swingers tropper op med skarpladte våben og på det kraftigste lader forstå, at han har at forføje sig and hit the Road. Og at de i øvrigt ikke har tænkt sig at lade fortiden hvile: den ene pistolsvinger arbejdede tidligere for mafiafamilien Giacano, og han har derfor et udestående med Clete.
Marlboro Man møder matadorerne i Montana
Denne tilfældige hændelse sætter gang i en kædereaktion, der som begivenhederne tager fart, tvinger også den modvillige Dave til at efterforske mordet på to unge studerende, hvis skændede lig dukker op.
Senere viser sig også en vagabond med indianske aner, rodeofærdigheder, Texasaccent og en sangstemme som Jimmy Rodgers. Han begynder at kredse omkring den natklub, hvor den ene af Wellstonebrødrenes koner, Jamie Sue Wellstone, normalt får sig en opstrammer.

Samtidig hermed er en anden texaner, Troyce Nix, fangevogter og homoseksuel hævner på jagt efter en undvegen fange, som han har sine helt personlige grunde til at ville have fingrene i.
 Der er en sammenhæng mellem disse forskellige elementer samt en glat vækkelsespræst og så de skruppelløse oliematadorer i Wellstonefamilien. Men hvilken, det er spørgsmålet.

Bly vil have bly
Det er et afsindig spændende og nervepirrende drama James Lee Burke denne gang serverer. De indlagte rammefortællinger nuancerer læserens billede af de enkelte personer, og de bygger på fornem vis op til det uundgåelige Showdown i cowboyland.
Hvor den foregående roman var god særligt på grund af de atmosfæremættede beskrivelser af New Orleans efter syndfloden, der er Swan Peak mersterlig i sit intense plot, der drives frem af blodtørst, ønsket om hævn eller paradoksalt nok også af uheldige tilfældigheder, når personerne forsøger at undslå sig den ældgamle lov om at gengælde bly med bly.
En fremragende roman, der efter min mening lige som den foregående hører til blandt de bedste i denne vidunderligt lange serie.
Bare ærgerligt at den ellers fornemt oversatte roman, skal være skændet af så mange slåfejl, som det er tilfældet.
Bare endnu mere ærgerligt, at jeg nu kun (foreløbig) har ét bind til gode i denne min favorit krimiserie L    

Blues fra bliktagene nr. 16 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke


smukt og velvalgt forsidebillede
 - Dommedag nu
Blues fra bliktagene leverer først og fremmest fremragende beskrivelser af New Orleans efter orkanen Katrinas hærgen, og så er det et indigneret flammeskrift over forsømmelse, ligegyldighed og grådige ådselgribbes kredsen –og naturligvis en god gedigen krimi.

De druknede og de reddede
’Fra en båd, eller enhver anden stilling over vandet, lignede New Orleans, så langt øjet kunne se, en vestindisk by, der var sunket ned under bølgerne. Solen stod ubarmhjertig på himlen, fugtigheden var som rækker af myrer, der kravlede rundt inde i ens tøj. 

Man kunne kun genkende et kvarters lineære struktur på de grønne pletter af træer i haverne, der stak op af vande, og rækker efter rækker af tage spættet af mennesker, der hang på stejlt skrånende tagplader, der skoldede deres hænder.

Lugten var ikke som noget, jeg nogen sinde havde oplevet. Vandet var chokoladebrunt, og overfladen glinsede af et blågrønt skær af olie og industrikemikalier. Afføring og brugt toiletpapir strømmede ud af ødelagte kloakker. 

Den grå kvalmende stank af råddenskab gennemtrængte ikke bare luften, men alt, hvad vi rørte ved. Ådslerne af døde dyr, heriblandt hjorte, rulle rundt i kølvandet efter vores redningsbåde. Og det samme gjorde mennesker, undertiden bare en skulder eller en arm eller en nakke, der pludselig stak op til overfladen og igen sank ned i skummet.’

Da vi forlod Dave Robicheaux og Louisiana i sidste bind ’Pegasus i frit fald’, samlede orkanen Katrina titaniske kræfter ude i Den mexicanske golf. I ’Blues fra bliktagene’ ser vi resultatet af dens voldsomme, syndflodsagtige hærgen. Særligt New Orleans er næsten smadret til uigenkendelighed.

Anarki og lovløshed
Kaosset i ’den store elskelige skøge’ New Orleans og manglen på politifolk gør det nødvendig at overflytte Dave fra New Iberia til storbyen. Lovløshed, anarki og den stærkes lov gælder, hvor alle institutioner er sat ud af kraft, og de kriminelle udnytter, som man så på tv-billederne dengang, muligheden for at rage til sig plyndre, voldtage, og gøre gamle regnskaber op.

Dave bliver sat på en kompliceret sag, hvor nogle sorte indbrudstyve på vej væk fra et særdeles indbringende rov, bliver skudt, og en af dem bliver dræbt. Alt peger på en solid familiefar, hvis datter er blevet voldtaget, måske af de selvsamme indbrudstyve, hvilket sætter Dave i et grimt dilemma, for til trods for at han levende kan sætte sig ind i familiens sorg og smerte, er der pres på fra FBI og fra politisk side for at få dømt den hvide familiefar, for derved at rette op på anklager om negering af racistisk vold – særdeles aktuelt i disse dage i øvrig, må man sige. 

Men et det nu også faren Otis, der har hævnet sin datters voldtægt, det er spørgsmålet.
Yderligere kompliceres sagen af, at de selvsamme ikke alt for snu tyve valgte at stjæle penge, narko, diamanter og slutteligt urinere i et hus ejet af en kendt og berygtet gangster – sådan noget får med næsten naturvidenskabelig sikkerhed konsekvenser.

Og så dukker en fremmed op med stor interesse for sagen. Han udgiver sig for at være privatdetektiv, men hvem arbejder han i virkeligheden for?
Heldigvis for Dave er den evige kammerat Cletus klar til at give en jættehånd med
.
Efter dommedag …
Romanen er som nævnt båret af indignation over myndighedernes sløsen, over den manglende katastrofehjælp og ikke mindst over den bundrådne korruption, som opstår i takt med den langsomme og nødtørftige genopbygning.

Men James Lee Burke forfalder heldigvis ikke til ensidig og letkøbt politisering – dertil er han al for raffineret og for god en romanforfatter. Selv om suspensen nok er mindre end ellers i hans krimier og beskrivelserne derfor flere, hører ’Blues fra bliktagen’ til blandt mine favoritter i serien.

Det gør den fordi den apokalyptiske kulisse, hvor ukendte farer lurer i mørket og i det mudrede vand, er fremstillet så utroligt levende og stemningsfyldt, og det dybtfølte engagement brænder igennem al blækkets mørke.